0 kommentarer

After af Anna Todd

af d. 9. marts 2015
Info
 
Forfatter
Genre
Sideantal

592

Udgivet

2014

ISBN

978-87-7159-215-3

Originaltitel

After

 

Jeg hørte første gang om “After”-serien på en amerikansk nyhedsside. Artiklen omhandlede, hvordan en fanfiction på hjemmesiden Wattpad havde fået så stor en læserskare, at forlaget Simon & Schuster havde valgt at gå i dialog med forfatteren og hjemmesiden for at diskutere en udgivelse.

Én fanfiction blandt tusindvis åbnede således vejen for en forfatterkarriere for Anna Todd – ligesom det var tilfældet for forfatteren bag 50 Shades of Grey. Mens sidstnævnte var baseret på Twilight, er “After” derimod baseret på den typisk amerikanske girl next door’s møde med Harry Styles (i den trykte version ændret til Hardin af copyrightmæssige hensyn) fra det utroligt populære boy band One Direction – dog her i en noget anden fiktiv version, end hvad man normalt forbinder med det virkelige band.

Bogen udspiller sig nemlig på et amerikansk universitets campus, så her er der hverken verdenskendte musikere eller skrigende teenagefans. I dette tilfælde er det derfor lidt mærkeligt, at bogen startede ud som fanfiktion – for det er kun One Direction medlemmernes navne og fysiske look, som bogen er inspireret af, og derfor ikke deres status som verdenskendte drenge.

Jegfortælleren Tessa flytter fra sin mor, da hun starter på sit første år på litteraturvidenskabsstudiet. Hun er hjemmefra vant til trygge omgivelser, hvor hverdagen har været stille og rolig med fokus på studierne og det mangeårige forhold til sin kæreste. Gennem sin nye roomie møder hun den irriterende, tatoverede og lidt mystiske Hardin, som hun ikke kan lade være med at føle sig lidt draget af; og det er så her, ikke overraskende, at det velkendte “pige-møder-dreng-som-er-ondskabsfuld-men-lækker-og-de-får-et-on-off-intenst-lidenskabeligt-forhold”-plot introduceres..

Jeg læste udelukkende bogen, fordi hele konceptet om at gå fra at være fanfiktion med mange online læsere til at blive en udgivet bog lød lidt interessant for mig, så jeg gav den en chance uden de store forventninger. Nu har jeg ikke selv læst 50 Shades of Grey, men jeg kunne forestille mig, at der er andre ligheder til After-serien end blot baggrunden fra fanfiktion til udgivelse. Der er nemlig også her beskrivelser af jegfortællerens første seksuelle oplevelser med den temperamentsfulde Hardin (dog ingen BDSM her!), og ligesom med 50 Shades of Grey er den mandlige hovedperson også meget kontrollerende, aggressiv og irriterende. Det er ærgerligt, at der i dag stadig udgives bøger, hvor idealmanden præsenteres som sådan en type, selvom serien senere åbner op for, at han gennem sin kærlighed til jegfortælleren vil forsøge at ”blive et bedre menneske”. Men igen, det lyder også velkendt, gør det ikke?

Hvis man læser bogen som en piges første bekendtskab med det lidt vilde ungdomsliv med ændret socialt liv, lange studienætter, den første lyst til at agere rebelsk osv. – endda med en lidt uventet slutning, så er der egentlig tale om en underholdende ungdomsbog, men heller ikke mere end det.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter