0 kommentarer

Ædru af Jesper Stein

af d. 7. maj 2022
Info
 
Sideantal

208

Udgivet

2022

ISBN

9788740075526

Udgave

1.

 

Jesper Stein har skrevet en bog om det at være alkoholiker – og om at komme ud af sit misbrug. Det er denne proces, han skriver om i bogen, hvor han samtidig som forfatter relaterer til andre forfattere, bl.a. Per Olov Enquist, der har skrevet om at være afhængig af alkohol og prøve at stoppe. Forfattere, som han for nogens vedkommende kender eller har mødt og bøger, han tidligere har læst, men nu ser i et andet lys.

Han møder op til sessionerne, og møder ligesindede, der også er afhængige af alkohol eller stoffer. De fortæller deres historier for hinanden, lagene skrælles af, sandheder kommer på bordet. Flere prøver at bagatellisere det, ‘jeg har styr på det’ – men har de det?

At blive ædru handler også om tab af identitet. Hvem er Jesper, når han ikke mere kan gemme sig bag alkoholens frigjorthed? Alkoholen har givet ham så mange glæder, han har mistet sine hæmninger, haft dybe samtaler, masser af sex, hvor han har følt sig på toppen, selv om han næste morgen ikke kan huske navnet på kvinden ved siden af. Kan han overhovedet skrive bøger uden et glas eller en flaske eller to flasker med rødvin ved siden af? Kan Joe lave sin kunst, male sine fantastiske billeder uden at tage stoffer?

Og så er der løgnen, som fylder meget for Jesper Stein. Han lyver for sig selv, lyver for andre, pynter på sandheden.

Uden alkohol står han tilbage ‘nøgen’, ser verden i et andet lys, og kan pludselig se hvordan andres afhængighed påvirker dem. Samtidig er det svært at deltage i sammenkomster, fester, ferniseringer og skulle sige nej til et glas vin – vi har en alkoholkultur, hvor man næsten er ‘unormal’, hvis man ikke kan tage et glas og skåle.

Han refererer fra Einar Már Gudmundssons bog ‘Sindets Tremmer‘, hvor en narkoman og alkoholiker efter ni års afholdenhed går ind på en bar for at få en enkelt øl, som bliver til to. Det forandrer alt. ‘På et øjeblik blev det hele så fedt. Musikken. Menneskene. Alt. Jeg var konge i et kvarter’. De to øl sender ham direkte tilbage i misbruget.

Jesper Stein skriver: ‘Det er de to øl, der plager mig og fylder mig med angst’ og videre ‘.. alkoholens kraft er så massiv, at den når som helst kan tage os, at den ligger på lur, som et rovdyr i natten …’

Det tog mig meget lang tid at læse bogen, Den var på mange måder deprimerende og trøstesløs at læse, jeg tror jeg har svært ved at forstå, at man kan blive så afhængig af en stimulans, at det, at få det næste glas, vinder over alt andet. Hensynet til familien. Børnene. Helbredet.

Der er også håb i bogen – men samtidig er faren for tilbagefald skræmmende stor. Jeg håber for Jesper Stein og hans familie, ikke mindst børnene, at han klarer det – og at forfatteren stadig kan skrive bøger uden at drikke rødvin.

 

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter