53
2018
978-87-93628-17-5
Illustreret af Mine Neumann
1. udgave, 1. oplag
”Abelone i hullet” er en illustreret børnebog, der handler om pigen Abelone, der falder så langt ned i et hul, at hun kommer helt ind til jordens indre. Her møder pigen med de røde sløjfer i håret en meget klog regnorm, der fortæller Abelone, at den kan svare på alle spørgsmål i hele verden. Regnorme er åbenbart klogere end man skulle tro.
Bogen handler selvfølgelig om faldet ned i hullet og om mødet med regnormen, men bogen indeholder også en fantastisk stor mængde rim om de ting og personer, som Abelone møder på sin vej mod jordens indre, f.eks. et orkester der slår på skotøjsæsker, tre krokodiller med slips og briller, der hiver lykken op af en hat, en krage med pilskæve tæer skjult i buske og træer og en falafel med hår i nakken, der var træt af sit overskægs snakken.
Der er virkelig mange illustrationer i bogen – og de er både fine og sjove. Til gengæld er teksten mere sparsom, hvilket kunne indikere, at bogen henvender sig til små børn og ikke de lidt større.
Teksterne og rimene. Tja, de er sådan set sjove nok – og underholdende. For en voksen, altså. Jeg er faktisk i tvivl om hvor morsomt et lille barn vil finde rimene – og jeg kan ikke spørge min egen datter endnu, for hun er kun 10½ måned gammel i skrivende stund og kan ikke tale endnu. Til gengæld synes min datter, at tegningerne var interessante, hun havde travlt med at tage bogen ud af hænderne på mig da jeg læste bogen for hende fordi billederne var interessante.
Et eksempel på rim, der måske ikke er så egnet for mindre børn: ”I et karneval på langrendsski var ballerne de blå trods festlig dans og lingeri det første som man så” (side 25). Hvis jeg havde forfattet denne bog rettet mod små børn havde jeg valgt rim og ord, der indgår i mindre børns ordforråd fordi det er lettere at forholde sig til – og jeg tvivler på, at ord som f.eks. ”lingeri” indgår i små børns hverdagssprog – men jeg kan jo være galt afmarcheret. Så nej, jeg er ikke specielt begejstret for bogens rim og ordforråd.
”Abelone i hullet” for 3 stjerner med på vejen for de sjove og børnevenlige tegninger, jeg kan ikke hive mig op over gennemsnittet fordi jeg synes tekst-delen halter lidt – men derfor vil jeg gerne forsøge mig med forfatterens øvrige børnebøger alligevel hvis lejlighed byder sig.