Hemmelighedens pris af Thomas Makropoulos

Hvor lidt og hvor meget der er sandt i Thomas Makropoulos’s roman “Hemmelighedens pris”, er ikke til at vide. Forfatteren fortæller at “romanen har tråde til virkelige hændelser”, og så er der jo frit slaw.

En tidligere deling danske soldater mødes flere år efter deres udsendelse i Afghanistan til en genforeningsfest på en restaurant i København. Pludselig bliver de beskudt, og soldaterne finder ud af, at angrebet er hævn for en aktion i Afghanistan – en aktion, som dengang blev fejet ind under gulvtæppet, fordi den ikke var lovlig.

Soldaterne kan ikke fortælle sandheden til politiet uden selv at komme i klemme, og de beslutter derfor at opspore attentatmanden, inden han slår til igen. Planen indebærer, at de udnytter deres civile og militære kompetencer og ikke lader sig stoppe af landets love. Men det hele kompliceres af politiets samtidige efterforskning og af soldaternes interne uenighed om, hvor langt over etiske og juridiske grænser de vil gå, samt hvad der skal gøres ved gerningsmanden, hvis de finder ham.

Sideløbende gør gerningsmanden hvad han kan for at afslutte sin hævn. Heller ikke han lader sig stoppe af etik og lovgivning.

Romanen rejser nogle interessante spørgsmål om hvad man kan og ikke kan i krigssituationer, og om de konsekvenser det kan få at gå ved siden af det tilladte.

Desværre er der ikke meget spræl i måden den er skrevet på. Persongalleriet er fladt og mere eller mindre anonymt. Hver af de forhenværende soldater har ganske vist nogle ting der kendetegner dem, men det er altsammen noget vi bliver oplyst om uden at det kommer ret meget til udtryk i måden de agerer på. Derfor bliver de svære at skelne fra hinanden, og jeg løb konstant sur i hvem der var hvem.

Den del af romanen der fungerer bedst, er der, hvor vi er med soldaterne på aktionen i Afghanistan, der satte det hele i gang. Jeg formoder, at den er skrevet på baggrund af forfatterens egne oplevelser. Den står rimeligt skarpt, og er dels spændende og dels viser den livet som udsendt soldat ganske godt.

Det står knap så godt til med resten af romanen. Forfatteren vælger at fortælle alting – så sagde han det, og han gjorde sådan og så tænkte de det og derfor overvejede de, osv. Dialogen er langt hen ad vejen kantet og unaturlig, og det hele bliver simpelthen for kedeligt og opremsende. Det er lidt som at være til et meget langt foredrag om noget der aldrig bliver særligt interessant. Jeg mangler i høj grad at forfatteren viser mig personerne og lader mig lære dem at kende. Giver dem krop og gør dem troværdige, så jeg kan opleve konflikten gennem dem, i stedet for at få den forklaret af forfatteren. Det ville have bragt mig ind i historien og jeg ville blive en del af den. Nu føler jeg mere at jeg har set et dokumentarprogram på DR2. Lidt ærgerligt, for historien er faktisk udmærket.

Lån bogen på Bibliotek.dk