Etta og Otto og Russell og James af Emma Hooper
341
2015
978-87-7116-170-0
Etta and Otto and Russell and James
En morgen vågner Otto og finder et brev på køkkenbordet. Det er fra hans kone Etta. Hun er 83 år gammel og begyndende dement. Brevet lyder i al sin enkelthed:
Jeg er taget af sted. Jeg har aldrig set vandet, så jeg er taget derhen. Bare rolig, jeg har ikke taget vognen. Jeg kan godt gå. Jeg skal nok prøve at huske at komme tilbage igen.
Din (for evigt)
Etta
Sådan begynder Emma Hoopers debutroman “Etta og Otto og Russell og James”. Historien foregår i Canada, og følger bl.a. Etta’s tur til vandet, 3.232 km borte. Undervejs får hun følgeskab af prærieulven James. Bogen følger også Otto, der er blevet hjemme på gården, hvor han venter på at Etta kommer hjem igen. Mens han venter laver han papmachédyr i fuld størrelse, som han sætter i haven. Det virker umiddelbart fjollet, men giver rigtig god mening i historien. Bogen fortæller også om naboen og barndomsvennen Russell, der starter bilen og kører ud for at lede efter Etta.
Bogen er fortællingen om mennesker der kommer meget langt omkring, selv om de har levet hele livet på samme sted. Historien fortælles på en helt fantastisk langsom og drømmeagtig måde, der fungerer utroligt godt. Det er en bog om store følelser, og om hvordan dyb og ægte kærlighed udvisker alle grænser og barrierer, uden at der på nogen måde går dameblad i den. Faktisk meget, meget langt fra. “Etta og Otto og Russell og James” er let og langsom i sproget, og bevæger sig uhindret frem og tilbage fra person til person og fra fortid til nutid.
Emma Hooper formår at række dybt ind i sit persongalleri, og hun er en blændende fortæller. Hun har en sjældent set evne til at vise læseren hvad der sker, frem for at skrive det ordret. Skildringen af Etta’s tiltagende demens er noget af det bedste jeg har læst meget, meget længe. Emma Hooper har evnen til at male smukke billeder på læserens nethinde.
Og slutningen… Det kan næppe gøres bedre.
“Etta og Otto og Russell og James” er en af den slags bøger hvor man efter endt læsning, sidder med en fornemmelse af at al fremtidig læsning vil være spild af tid. Chancen for igen at få en sådan læseoplevelse, er ikke umiddelbart overhængende.
