Washington dekretet af Jussi Adler-Olsen

Omgivet af en lille, hård kerne af målbevidste mænd lykkes det USAs nye præsident at forvandle det frihedselskende land til et fascistisk diktatur, hvor al kritisk presse forbydes, grænserne lukkes, private hjem ransages, dødsdømte henrettes i lytempo, og militæret myrder anderledes tænkende demonstranter på åben gade. Forvandlingen fra demokrati til rædselsregime sker på få uger!

“Washington Dekretet” fra 2009 er Jussi Adler-Olsens forsøg på at skrive en storpolitisk thriller. Både først og sidst i den murstenstykke bog søger forfatteren at sandsynliggøre, at denne situation snildt kunne opstå i virkeligheden, fordi USAs love er strikket sammen, som de er.

Problemet er, at hvis man ikke tror på denne præmis, falder konstruktionen hjælpeløst sammen, og plottet bliver ikke bare en anelse corny, men ufrivilligt komisk. Det hjælper desværre ikke, at Olsen prøver at kompensere ved hjælp af C-filmagtige overdrivelser og hårdtpumpet slang, der lyder totalt kikset. Lad os snuppe et par eksempler.

Her er der gået et par uger efter “mr. Præsident’s” kup, og der har været travlhed omkring ham: “Alle, der arbejdede i Det Hvide Hus, havde det ligesom Doggie, men ikke alle klarede det lige så godt. En af de ældre sekretærer (…) fik et ildebefindende efter morgenmødet og sad og hang over sit skrivebord det meste af dagen, før de opdagede, at hun var død og dødsstivheden langsomt ved at indfinde sig. Chokket på kontoret var voldsomt, men kortvarigt, og dagen efter var alle igen i højeste gear. Mange græd af udmattelse og forvirring inden middag…”

Og her er en fattig sort mand blev ophidset på en hvid: “Et ord mere, dit gamle fascistoide blegfjæs af en motherfucking, halvdebil grødæder, så tager jeg din elendige, vingeskudte, rabatbelagte Wal*Mart-jakke og stopper den ned i dit fucking elendige surrogat af en parodi på de her potente og kysseklare læber.”

Hvem tror på dén situation og dén replik?

Og hvem kan tro på, at hele det komplicerede scenarie er udtænkt af to unge soldater i et bombekrater på Grenada i minutterne efter, at de begge har været ved at blive dræbt?

Hvem kan tro på, at hærdede kriminelle, der lukkes ud i virkeligheden, godvilligt går i samfundstjeneste og nemt forhindrer yngre medlemmer af de hårde gadebander i at begå ydeligere kriminalitet?

Det er den slags vås, mr. Forfatter vil have os til at sluge. I rå mængder. Samtidig med at han i skyndingen overser et væld af logiske brølere. Fx er en af kupmagerne nødt til at begå det helt afgørende mord pr. stedfortræder, fordi der i hans jakke ikke er plads til en pistol. Stedfortræderen myrder den, han skal, men vil så også myrde en anden – hvorefter kupmageren trækker sin pistol og skyder ham. Øhh?

“Washington Dekretet” er dårligt tænkt og dårligt udført. Over 600 sider skrevet i reportagestil à la politisk historiebog og sovset ind i patetisk ordgyderi og hårrejsende usandsynligheder. Bogen er næsten blottet for action og spænding og føles grangiveligt som en eftersidning på ubestemt tid. Den sødsuppevamle slutning forbigår vi i rungende tavshed

Lån bogen på bibliotek.dk