Vintergæk af A. D. Miller

På forsiden af A.D. Millers “Vintergæk” står Rusland-eksperten og forfatteren Leif Davidsen citeret for følgende: “En fantastisk thriller, som tegner et stemningsmættet billede af det dekadente, korrupte Moskva i røverkapitalismens sidste dage”.

Flapteksten citerer The Independent on Sunday: “Miller er helt fantastisk til at fremmane det anløbne og kyniske Moskva.” “En fuldstændig forførende debut,” supplerer The Times.

Jeg kunne ikke være mere enig; begejstringen er udelt. Men Miller kan noget mere; noget, som de færreste thrillere om det moderne Rusland formår: Han evner at skildre de alt for få, men til gengæld eventyrligt skønne områder i den beskidte metropol – og de helt unikke, charmerende træk i russernes i øvrigt sørgeligt desillusionerede folkesjæl – så man modstræbende forelsker sig i både byen og befolkningen. Som Miller selv og hans antihelt, Nick Platt.

Platt er en middelmådig advokat med speciale i selskabsret. Hans firma hyres til at klare paragrafferne i en handel, hvor vestlig kapital skal finansiere en kreativ olieinstallation oppe ved Murmansk. De russiske partnere er nogle værre banditter, åbenlyst korrupte, og både Platt og hans italienske chef aner uråd undervejs. Men de lukker øjnene, fristet af de ufattelige mængder af lette penge, der cirkulerer i Det Vilde Østen.

Platt fristes også af to smukke, unge kvinder, han møder i metroen. Den ældste, Masja, lokker med dejlig, uforpligtende sex, men når også ret hurtigt i deres bekendtskab frem til, at advokaten ville være den helt rette til at hjælpe hendes tante med en kompliceret ejendomshandel. Igen aner Platt uråd, og igen vælger han at lukke øjnene og lade sig forføre af muligheder, han ikke ville have hjemme i kedelige England.

Som sagt er “Vintergæk” – russisk slang for et lig, der titter frem af sneen om foråret – en thriller. Miller, der er tidligere korrespondent i Rusland, nedtoner imidlertid helt bevidst spændingsmomentet til fordel for indlevede, sansemættede beskrivelser af moskovitterne og deres by. Bogen ef spækket med eksempler på den knastørre, fatalistiske humor, der åbenbart kendetegner ægte russere:

“Det eneste sted med gratis ost er en musefælde” … Og dette replikskifte mellem Platt og Masja: “Hvordan går det med arbejdet?” “Jeg lader, som om jeg arbejde, de lader, som om de betale mig.”

Man tager sig i at klukle gang og på gang – og at ønske, at bogen var mindst dobbelt så lang.

Lån bogen på Bibliotek.dk