Vingeslag i tagrenden af Einar Már Gudmundsson

’Vingeslag’ følger begivenhederne i tiden omkring en påstået islandsk duedille i 60’erne. Drengen Johan dukker op igen, han var fortæller i ’Ridderne af den runde trappe’ og den rolle har han også her, om end han umærkeligt forsvinder, i takt med at historien skrider frem. Hvis læseren er en smule vågen vil man opdage at Johan får sneget en kløft ind i fortællingen, en pendant eller et nip på hatten til den kløfthammer, som han knaldede i panden på Oli da vi møder dem begge for første gang i ’Ridderne af den runde trappe’. Drengene er blevet lidt ældre, Johans verden fokuserer nu ikke længere på lejligheden hjemme ved forældrene, men på alt det kaos som barber Anton skaber, da han bygger et dueslag og der ud af det vokser en dille der ikke er set magen til siden. Alle skal have duer, der stjæles duer, barberen må endda oprette en duebørs, og drenge fra byens forskellige duebander går i krig med hinanden. Det er barokt, det er poetisk, det er et legende smukt eventyr. Og uendeligt nemt at læse.

Johan har samvittighedskvaler, for han stjæler foder til sine duer hos købmand Doddi. Og Doddi ÆLSKER Johan og Oli, indtil han opdager at mens den ene snakker med ham i butikken, tømmer den anden hans lager. Forfatteren har godt fat i alle de tanker der farer forvirret rundt i skallen på sådan en samvittighedsplaget knægt. Man bliver næsten helt barn igen. Islænderens stærkeste værktøj er klart hans frit flydende fantasi, som maler mageløse billeder overalt:

’Så begynder det at regne.

      Med gennemsigtige boksehandsker hamrer regnen mod ruderne. I gaderne kruses vandet i pytterne, og det oprørte grå hav sluger skibene, som hele tiden synker i aviserne.’

De store verdensbegiveheder fylder avisernes forsider, mens lokalstof – herunder skibsforlis, henvises til bagsiden, som derfor er den del der granskes ved de islandske køkkenborde.

Æventyret hylder Gudmundsson hæmningsløst, i form af den gamle sadelmager, der laver snirklede udsmykninger på drengene legetøjssværd. Mandens eneste formål er at glæde disse herlige knægte og bidrage til deres storslåede fortællinger, som de udlever i store slag imod hinanden.

Historien svæver afsted på duevinger, Gudmundssons barnlige tankespring er flyvske som bare fanden, selv en Dan Túrell med ’Vangede billeder’ i baglommen må anstrenge sig for at følge med islænderens bevingede hjerne:

’Jeg hørte engang om en mand, som evig og altid talte i søvne. Drømmene væltede ud med et sådant spektakel, at naboerne ikke kunne få deres nattesøvn. Han købte så et båndoptagerudstyr og fik kontakt med en filmproducent, der lyttede til spolerne. Nu producerer manden gyserfilm. Nu er han verdens største gyserproducent.’

Johan selv forsvinder langsomt ud af øjet. Ordet ’jeg’ optræder mindre og mindre jo længere læsningen skrider frem, og de sidste 30 sider er han helt forsvundet. Han er blevet til en observerende fortæller der beretter om duekrigen i Reykjavik. Gudmundsson er simpelthen en mageløs fortæller, der kan slippe afsted med alt. Det er ikke kun i selve historien han udfolder sin fantasi, men også i de tricks han bruger at fortælle med.

Endnu engang må man smide sig i pløret (der er efterladt at stopmætte duer) og overgive sig. Forfatteren har vitterligt, for nu at bruge mandens eget bevingede udtryk, ’vinger på hjernen’.

Lån bogen på biblioteket