Vildskud af Julie Hastrup

Johanna holder ferie i Italien sammen med sin mand og 3 børn, deres gode venner og vennernes børn. Den sidste morgen inden de skal hjem, vågner Johanna tidligt og sætter sig udenfor med en kop kaffe og en bog – som mor til tre gælder det om at nyde freden, inden familien vågner. En ulåst dør til haven gør hende urolig, det er nok Sisse, der har glemt at låse, hun er så sløset…

Kort tid efter finder Johanna sin lille datter Vilma – druknet i poolen.

Sådan starter bogen; senere starter Johanna i en sorggruppe sammen med Arne og Lars. Alle tre har mistet – en datter, en søn, en hustru. Kan man gradbøje sorg? Er det værre en miste et lille barn end en 19-årig, fordi man fik lov at beholde ham længere?

En dag starter en ny person i gruppen – Mille, som har mistet sin søster. Ud over sorgen bærer Mille på en voldsom vrede – en hævntørst over for den person, som hun mener, er skyld i hendes søsters død. Med Mille som katalysator drejes gruppens samtaler fra sorg til hævn – de deler deres fantasier om at skade dem, de mener, er skyldige.

Den unge Elias maler graffiti i øde bygninger. Elias modtager dødstrusler; selv tager han det roligt, men det skræmmer hans far – han kontakter Rebekka, som han kender perifert.

Rebekkas kæreste, Niclas, er slemt skadet – han kan kun kommunikere ved at blinke med øjnene. Han er ikke længere den Niclas, hun forelskede sig i – har de en fremtid sammen, når de ikke længere er ligeværdige, ikke kan snakke og diskutere – og er det overhovedet i orden at tænke sådan?

Det er ikke en traditionelt opbygget krimi. Bogens hovedtema er at miste – hvilket fører til sorg, vrede og hævnlyst. Man følger både ofre, ’gerningsmænd’ og politiet samtidig og ved hele tiden, hvad der sker – indtil et vist punkt. Spændingen ligger i at følge personerne, det psykologiske spil og den farlige ’leg’, hvor gruppen taler om hævn, og om, hvordan man kan slippe fra det uden at blive opdaget.

Først sent får bogen karakter af en egentlig krimi – og så er der ellers drama til det sidste.

Det er den 8. bog med Rebekka Holm som gennemgående figur – og selv om jeg principielt synes, at serier skal læses fra starten og i den rigtige rækkefølge, var det den første bog jeg læste af forfatteren. Trods det følte jeg mig på ingen måde hægtet af, man kan sagtens ’nøjes med’ at læse denne bog. Bogen er godt disponeret, rummer mange facetter og man får et fint indtryk af bogens personer. Det er let at sætte sig i personernes sted – hvilke forældre kan f.eks. ikke forestille sig Johannas følelse af afmagt og uretfærdighed. Hvorfor mit barn?

Julie Hastrup har skrevet en hilsen i bogen: ’Må Vildskud give dig søvnlæse nætter og stof til eftertanke’.
Jeg havde nu ikke søvnløse nætter – bogen er spændende, men ikke specielt uhyggelig – det passer mig fint, jeg har ikke behov for udpenslede voldsscener. Til gengæld gav den bestemt stof til eftertanke.
En anderledes krimi – som får min anbefaling.

Anmeldereksemplar

Lån bogen på biblioteket