271
2007
978-87-02-05900-7
“Thomas kaster sig halvhjertet ud i et vikariat som præst i en større provinsby uden at fortælle nogen, at omdrejningspunktet i hans liv aldrig har været kirken, men det fashionable hotel, hvor han i årevis har været bartender. Det eneste han medbringer til provinsen, er sine tømmermænd og den sorte racercykel, som har reddet ham fra at gå til i druk.”
(Fra bagsiden)
Thomas er en omvandrende kontrast. Dels er han bartender, og dels er han præst. Han har en evne til at miste alt og alle omkring sig. Venner, familie, kæreste, job og til sidst sin tro. Hele hans liv er en lang søgen efter en dybere mening med alting.
I gymnasiet får han en tro på Gud. En tro der sender ham på universitetet hvor han læser teologi. Thomas lader sig præstevie, og fungerer som vikar ved forskellige kirker i København. Oftest når gadens bumser skal begraves, og de stedlige præster ikke gider begrave dem. Det generer ikke Thomas. Han har det fint med begravelser.
Nærmest ved et uheld får han et vikariat som præst i en større provinsby, og vi følger hans søgen efter meningen med livet. Undervejs mister han sin spinkle tro på Gud, men fortsætter som præst indtil menighedsrådet smider ham ud.
”Vikariatet” er en velskrevet bog om livets store spørgsmål, og om hvordan ydre omstændigheder hele tiden påvirker os i forskellige retninger. Sproget er måske til tider en anelse for vidtløftigt, og meningen kan i disse tilfælde gå lidt tabt. Men i det store og hele, er der tale om en god læseoplevelse.
Vikariatet er mit første møde med forfatteren, Inge Lise Hornemann, men bestemt ikke mit sidste.