0 kommentarer

Viggo Kampmann modig modstandsmand klog finansminister ustyrlig statsminister af Poul Smidt

af d. 15. december 2016
Info
 
Sideantal

479

Udgivet

2016

ISBN

9788702054576

Udgave

1. udgave 1. oplag

 

Poul Smidt (1944) jurist og freelance journalist, har skrevet en ualmindelig god bog om et – i mine øjne – stort menneske, Viggo Kampmann. Det er blevet til en ordentlig moppedreng på næsten 500 sider godt spækket med illustrationer, noter og en omfattende litteraturhenvisning, så der er noget at gå i gang med.

 
Viggo Kampmann (1910-1976) er jo nok mest kendt som den Socialdemokratisk statsminister, der grundet sygdom måtte overlade pladsen til Jens Otto Krag. Men han var meget mere end det, han var modstandsmanden og embedsmanden der blev politiker og minister, han var manden der skabte et nyt Socialdemokrati med nye værdier og sikrede partiet en kanon sejr på 42,1% ved valget i 1960. Han var manden der førte Danmark fra landbrugsland til industriland og mod velfærdsstaten, og så var han manden, der regerede Danmark fra Fanø. Jo, det var ”dejligt at være socialdemokrat” og gøre ”gode tider bedre”.

 
Poul Smidt kommer i denne biografi grundigt ind under huden af Kampmann, jeg har virkelig lært meget om ham som menneske, den fremsynethed han besad og den kampånd og arbejdsflid, han lagde for dagen var enorm. Han var utraditionel i sine tiltag, som da han under krigen opfinder job til arbejdsløse danskere, så de ikke skal indgå i tysk krigsindustri. Men han havde også en skyggeside og et overforbrug af cigarer, sprut og damer, det gik så længe, han er finansminister, men som statsminister blev det hans endeligt.
Samtidig med at det er en biografi om Viggo Kampmann, er det også et stykke politisk danmarkshistorie, om en tid hvor mange at de værdier vi i dag betragter som en del af det danske samfund blev skabt, så på den måde er bogen også en ganske god indføring i forståelse af vores nutid. Så hvis man bare interesserer sig en lille smule for Viggo Kampmann eller for velfærdssamfundets tilblivelse, så vil jeg varmt anbefale bogen. Den er informativ og meget velskrevet.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter