Vampyren Armand af Anne Rice
“Vampyren Armand” er 6. bind i Anne Rices Vampyrkrønike, der startede så blændende ud med “En vampyrs bekendelser” fra 1976. Vampyrkrøniken tager os i hver bog med tilbage til forskellige historiske perioder og områder, og det beskrives alt sammen på meget eksotisk vis. Rices vampyrer er smækre rovdyr, en samling alfahanner, hvilket også gælder de forholdsvis få kvindelige vampyrer. De tiltrækkes hovedsageligt af andre hanner, hvilket har været fint og sensuelt beskrevet, men i dette bind tager det overhånd, fordi kærligheden foregår mellem mænd og ustyrligt unge drenge. Ovenstående ingredienser har ændret sig så lidt fra de første bind til dette sene bind i krøniken, at det er ved at være en udvandet omgang. 1/3 af handlingen i “Vampyren Armand” består af resuméer af noget, der allerede er fortalt af vampyren Lestat i nogle af de forrige bind. Det er så uopfindsomt et genbrug, at jeg ofte faldt i søvn over bogen, og det bør helst ikke ske, når man læser om bloddrikkende, kraftfulde væsener.
Historien er ellers spændende nok fundet på. Armand bortføres som lille dreng fra sin familie i Kiev, som er underlagt mongolerne. Han holdes som slave og misbruges frygteligt, før han redes fra et bordel af en rig venetianer ved navn Marius. Læsere af vampyrkrøniken er stødt på navnet før og genkender navnet på en meget gammel vampyr (Marius’ historie fortælles i “Blod og Guld”, læs anmeldelsen på Bogrummet). Marius omgiver sig med en flok dødelige drenge, som han redder fra forskellige forfærdelige forhold. Han lærer dem op og sender dem så væk, så de kan fortsætte et almindeligt dødeligt liv. Men Marius bliver voldsomt indtaget af Armand, og da Armand bliver forgiftet af en vanvittig elsker, bryder Marius med sine principper og gør sin yndling til vampyr.
Det lykkelige liv i Venedig ender frygteligt, da vampyrer af en anden overbevisning overfalder alle og stikker ild til huset. I et frygteligt, brændende helvede falder Armands verden endnu engang sammen, og mange års mørke ligger foran ham.
Kristendom i forskellige udgaver hænger over Armands liv, og kristendom fylder i det hele taget stadig mere hos Anne Rice. I vampyrkrønikens 5. bind, “Djævelens Discipel”, tages der livtag med dogmer og “sandheder”, så det er en fryd.
