vælde vokse vakle visne af Sara Baume

Der er noget pusseløjerligt over romanen og et stykke af vejen tenderer den en af disse rørende feel good-historier om det umage par – i dette tilfælde, den store, kejtede hovedperson med samlermani og menneskefobi og hans enøjede, uafrettede hund – men den tiltalende pudsighed makkerparret repræsenterer, viser sig efterhånden at have dyster baggrund af svig og social udstødelse, og at udvikle sig i foruroligende retninger.

Det er sådan set en lille historie, i den forstand at der ikke sker forfærdeligt meget: en enspænder i en lille kystby beslutter sig til at få en hund, dels for at få ende på en rotteplage som har ramt hans hus, dels for selskabs skyld. Han vælger den der ser mest sølle ud, den ingen andre vil have, da den ligner ham mest. De lever sammen en tid, rotterne forsvinder, de udvikler et venskab og alt er fred, indtil den dag hunden bider en anden, mindre hund og hundefangeren banker på døren. Så flygter de to over hals og hoved, og romanen forvandles til en sært stillestående art road novel.

Nu er der jo mange måder at fortælle en sådan historie på og netop forfatterens fortællestil, hendes sproglige kunnen er værkets helt store force (i øvrigt glimrende gengivet i Signe Lyngs melodiske fordanskning). Baume har en usædvanlig sans for detaljen, et ofte både smukt, originalt og refleksionsinciterende sprog og så er hun en af de forfattere hvis forundringsevne virker genfortryllende, så den verden vi kender så godt, genvinder lidt af sin svundne magi.

Det er virkelig fint, men i længden bliver det dog en anelse ensformigt. Et eksempel er de utallige blomster- og plantenavne, som nævnes i løbet af især bilturen. For ganske vist rummer den ydre natur og de navne vi betegner den blomstrende og spirende verden med, en næsten notorisk skønhed, men der er dog en grænse for hvor meget man må florafauna-namedroppe før der går inflation i poesien og det snarere bliver kedsommeligt. 

Og selv om Baume sådan set økonomiserer sin historie godt – strækker det minimale plot ud ved at dosere det i små bidder – bliver dette også lidt for meget af det gode. For det er som der ikke rigtig må komme ordentlig drive i romanen når der hele tiden stoppes op, skiftes spor, deles op og så ligner for mange af tekststykkerne simpelthen hinanden. Bedre havde det været med en kortere roman, delt i større bidder.

Værket virker desuden en smule identitetsforvirret, som om bogen ikke helt kan beslutte sig for præcis hvad den vil være. Der er ansatser til en mere direkte samfundskritik, vi får brudstykker af en traumatisk barndom og slutningen bliver uventet dramatisk. Det kan både være tankevækkende og stemningsfyldt, og flere steder må man stoppe op fordi Baume rammer en formulering eller følelse så præcist eller på så egenartet en måde, men flere af de ellers interessante spor forfølges ligesom ikke rigtig længe nok til at det bliver farligt eller egentlig sætter sig. Til det er der for meget blomst og beskrivelse og løjerlighed. Som sådan synes romanen altså at stritte lidt. Det kan være en styrke i litteraturen, men er det desværre ikke her.

Lån bogen på biblioteket