V for Vendetta af Alan Moore

“V for Vendetta” er en såkaldt graphic novel, eller skal vi ikke bare kalde den for det, som den virkelig er: en tegneserie. En graphic novel betegnes som et mere seriøst, litterært og kunstnerisk værk, hvilket i mit stille sind godt kan udlede en del diskussioner, når jeg tænker på mit eget lager af gode tegneserier. Når en tegneserie betegnes som en graphic novel, skal de så partout klemmes ned i bogformat? Det klæder i hvert fald ikke “V”.

Alan Moore har skrevet historien. Det er også ham der står bag “Watchmen”, “Det hemmelighedsfulde selskab” og “From Hell” som sammen med “V” alle er blevet filmatiseret, og derved sikkert blevet endnu mere populære. Alan Moore er bl.a. anarkist, og det skinner tydeligt igennem i historien, der blev til under Thatchers tid som premierminister i England. Den foregår i 1998 som var langt ude i fremtiden, da Moore begyndte på “V” i 1980. England er gået fri af en verdensomspændende atomkrig, til gengæld har et regime taget over, som i bund og grund minder om George Orwells Big Brother samfund og Hitlers Tyskland. Der er lejre for homoseksuelle og andre uønskede elementer, folk bliver overvåget, der er udgangsforbud osv. Den hemmelighedsfulde V er en slags hævner og godtgører, der virker som en slags superhelt à la Batman, og som prøver at opildne befolkningen til revolution, bl.a. gennem diverse terroraktioner. Samtidig har han en grum fortid, som han også hævner undervejs i historien. Han bærer en for evigt smilende maske, der ofte får historien til at fremstå ret grotesk, ifht. de ting han gør.

Jeg har altid fundet historien fængslende, jeg synes det er godt fundet på og samfundet er godt beskrevet. Ind imellem bliver det dog noget langtrukkent og lidt for mærkeligt, og jeg kører lidt træt i det. Det der dog virkelig trækker ned, er David Lloyds tegninger samt den ofte pastelagtige farvelægning. Det kommer til at virke for skitseagtigt og kedeligt, og mange gange må jeg tage mig selv i, at jeg ikke kan genkende de forskellige personer fra hinanden. Jeg ved ikke om tegningerne er i deres originale størrelse, eller om de er komprimeret ned, for at kunne passe til bogformen, men det klæder den ikke, for historien er som sagt god. David Lloyds tidligere og senere arbejde kender jeg ikke, men hans tegninger minder om dem man ofte så i “Tales from the Crypt” serien, som man bl.a. kunne opleve i det vidunderlige gamle seriehæfte, Gru.

Jeg vil dog rose Egmont Serieforlaget for den fine udgivelse, der indeholder flere interessante artikler fra Moore, samt to ekstra kapitler til historien. Et absolut must for feinschmeckere, som jeg vist ikke bliver en af, dertil er tegningerne for triste og stereotype.

Lån bogen på bibliotek.dk