0 kommentarer

Underdog af Torbjörn Flygt

af d. 4. august 2008
Info
 
Sideantal

379

Udgivet

2003

ISBN

87-14-29846-5

Originaltitel

Underdog

 

Hovedpersonen i “Underdog” er Johan, der vokser op i et etagebyggeri i 70’erne. Han bor i en lille lejlighed med sin mor og storesøster Monika, med hvem han deler værelse. Deres mor arbejder på fabrikken “Strømpen” hvor hun er ved at slide sig selv op – det er hårdt at arbejde på akkord, og skulle overveje om der er råd til at holde en lille pause.

Johan har mange kammerater, de spiller fodbold (selv om det er forbudt at spille på græsset), går i skole, tilpasser sig.

Skolen er ikke altid sjov – som når man er bange for de “store rødder” der afpresser de mindre for penge. Og når man er for fej til at forsvare en kammerat, der bliver sat i en stor knibe, da han helt uforskyldt kommer i gæld til en af rødderne. Det er en oplevelse, der forfølger Johan og bliver siddende i ham.

“Og jeg sværger på at jeg vil sørge for at komme væk fra den her sump som nedbryder og ødelægger, fra dette uværdige lorteliv i pisserenden.”

Lærerne – ja, der er den gammeldags, autoritære type, som sætter sig i respekt, og som sørger for at de dumme elever bliver endnu dummere – og den mere moderne type, “tumperne”, der går i den modsatte grøft, og sørger for at de dygtige ikke stikker snuden for langt frem.

Johan klarer sig – kommer i gymnasiet og får nye venner for hvem penge ikke er noget problem – det er svært for Johan at være med der, han må knokle med sit fritidsjob for at få råd, og føler sig aldrig som “en af dem”.

“Heller ikke at høre hjemme her, ikke at høre hjemme nogen steder, at være lettet fra én sammenhæng og være blevet podet på en anden og trækkes med et snitsår som aldrig vil heles, det er at stå med huen i hånden, bøjet nakke, altid bøjet nakke, livet igennem, uden at vide hvor man befinder sig politisk, socialt, kulturelt, moralsk..”

Det er bl.a. en bog om, at det ikke er så let at bryde den sociale arv. Det er også en bog om det at holde sammen som familie, om kærligheden til bedsteforældrene, og omsorg for hinanden. Om forelskelser og hvad man er villig til at ofre for den udkårne. En bog om at vokse op i en tid med store forandringer.

En velskrevet bog, skrevet i et meget levende og afvekslende sprog.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter