Ultramarin af Tine Høeg
Dagny er ved at køre sin lille datter ind i vuggestue. Hendes kæreste er rejst til udlandet for at arbejde, men heldigvis har hun sin mor til at hjælpe sig. Dagny skal nemlig i gang med et stort værk på det naturhistoriske museum Gaia, hvilket er noget af et scoop. Hun er billedkunstner og glæder sig meget til at komme i gang med opgaven. Det er dog meget svært at få en original ide til værket. Det skal både passe til Dagny, men også til det specielle rum, som værket skal stå i. Mens Dagny venter på at ideerne skal komme flyvende, begynder hun at tænke tilbage på dengang hun var ung og lige startet på universitetet. Her fik hun venner for livet, men flere af dem er dog ikke i hendes liv mere. Eller er de, ubevidst?
Mange gamle minder dukker op til overfladen igen, og pludselig får Dagny et helt nyt lys på sin nuværende hverdag. Ting hun normalt har taget som en selvfølge, bliver nu vendt en ekstra gang. For hvordan er hun egentlig endt lige her, alene med en lille datter på det tidspunkt, der burde være højdepunktet af hendes billedkunst-karriere?
I Ultramarin møder vi igen Tine Høegs specielle skrivestil. Efter et par sider glemmer man helt, at flere grammatiske regler ikke overholdes, da man suges helt ind i bogens univers. På en måde er det meget befriende, at alt ikke skal være så grammatisk korrekt. Bogen puster ild til hele vores syn på verden, og hvad vi må ofre for at opnå det vi gerne vil. Måske verden skal opleves som en cirkulær bevægelse, hvor mange ting sker igen og igen, uden stillingtagen til tid og sted? Meget tankevækkende bog omkring hvor vi kommer fra, og hvilken vej vi gerne vil gå i vores liv.
