0 kommentarer

Ubuden af Teddy Vork

af d. 9. marts 2023
Info
 
Sideantal

286

Udgivet

2023

ISBN

9788779949706

Udgave

1. udgave

 

Ubuden er et vidunderligt udtryk, som jeg kun er stødt på en enkelt gang før, i et gammelt pc spil. Det er en meget rammende fællestitel for de ni noveller i Teddy Vorks nye bog, for der er sneget sig noget meget uvelkomment ind i alle historierne.

Jeg har været pædagog i en menneskealder, men har dog kun arbejdet i børnehave i mine praktikker, alligevel rammer Rød stue mig lige i solar plexus. Den der fornemmelse af, at man har glemt et barn, når man har lukkevagt, den rammer også stakkels Benjamin, der ser et barn i børnehavens vindue, da han skal til at stige på cyklen. Han finder ikke barnet, men i den følgende tid sker der flere og flere mærkelige ting for ham, ting der bevæger sig, den sprogudfordrede Yasmin der pludselig snakker helt rent og fornemmelsen af noget, der ikke skal være der. Blændende historie!

Vi bliver lidt i samme miljø i Besynderlig frugt, hvor Maria både er pædagog, forfatter, mor og hustru. Hendes søn ser noget bag hende, som hun ikke selv kan se, et barn i børnehaven tegner noget lignende, og skyggerne bevæger sig i soveværelset. Langsomt mister hun livslysten.

Udover det ubudne i novellerne, så er der også en effektiv genkendelig hverdagsagtig stemning i de fleste fortællinger, der får uhyggen til at stå tydeligt frem. Vork rammer ned i nogle situationer, vi sagtens kan genkende fra os selv, og det er fremragende. Under blodbøgen, som også er at finde i antologien 1900, træder dog noget udenfor, mest fordi den foregår for 100 år siden, og selvom den er skræmmende god, så kunne jeg godt have undværet den i samlingen. Den er faktisk i mine øjne ubuden!

Husker du? er tilbage i det nutidige og bliver måske en af de uforglemmelige. Gennem den forsmåede elskers tale/tanker/brev til sin eks, fortælles en kærlighedshistorie, der virker både smuk og varm, men små sprækker af det modsatte stikker af og til frem og ødelægger idyllen. Hver sætning starter med spørgsmålet, husker du?, og det er forfriskende med en anderledes skrivestil. Slutningen måtte jeg lige læse et par gange før jeg forstod den, og så kom gåsehuden!

Husker du? er inspireret af Langstrups novelle Indbrud fra 9 før døden (2001). Det kan man læse om på Vorks Instagram, hvor han også fortæller lidt om hver novelle. Jeg er vild med, når forfattere lukker lidt op for posen og fortæller om inspiration og baggrund. Selve stemningen fra Indbrud synes jeg dog går igen i både Besynderlig frugt og i Fodtrin. Det der med at vågne op om natten og føle/gøre mærkelige ting. Psykologen Morten har en patient, der hører fodtrin bag sig, og vel at mærke ikke sine egne. Da Morten noget tid efter oplever det samme, begynder han at optage med sin mobil, når han lægger sig til at sove. En virkelig uhyggelig og ubehagelig historie!

Mens vi venter på at Mulm bliver færdigfilmatiseret, kan jeg stærkt anbefale denne samling af fremragende noveller. Vork mestrer horrorgenren, og han skriver godt og jordnært om vores værste mareridt. Nu vil jeg gå ind og spørge min kone, om hun vil med ud i Borremose og lege Find Ulla!

(Det kommer ikke til at ske!)

Anmeldereksemplar.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter