119
2006
7-11-22778-8, 978-87-11-22778-7
Det er ikke en særlig fagligt dygtig forfatter, der er på spil i bogen om Tudemarie, men det er bestemt en fortæller, som er ved at koge over af gode historier. Og det er nogle rigtig sjove og underholdende anekdoter. Man får et barsk, men usentimentalt indblik i en arbejderfamilies liv i 1880erne. Vi følger københavnerpigen Marie fra helt lille pige, til hun når konfirmationsalderen. Hun fødes ind i en fattig arbejderfamilie, hvor børnene sover på loftet under utætte tagsten. Hendes fars smedehænder sidder løst, når han bliver irriteret, og det gør han tit. Men det er bare en del af hverdagen, som ikke får børnene ned med nakken.
Miljøbeskrivelserne er ret fantastiske og historisk vældig interessante. Vi får et væld af oplysninger. Ikke bare om hvordan vilkårene var for en børnerig arbejderfamilie, men også et indblik i lærerindernes, købmændenes og bøndernes stand.
Det er skik i nogle velhavende familier at tage et fattigt barn til sig og “fede det op”. Marie er meget heldig at blive holdt af hos apotekerfruen, på trods af Maries noget vanskelige temperament. Hun er ilter, impulsiv og let rørt til tårer. Tilnavnet Tudemarie ligger fast fra dåben, hvor den selvudnævnte gudmor i befippelse over det stortudende barn svarer Tudemarie, da præsten spørger, hvad barnet skal hedde.
“Tudemarie” minder om “Det lille hus på prærien”-bøgerne i den forstand, at bøgerne er spækkede med historiske oplysninger og gode historier. Begge er desuden præget af en hovedperson, som nægter at opføre sig “flinkt”, hvis hun ikke synes, situationen er til det. Tudemarie er utrolig i sin opfindsomhed, og vi hører om mange gale streger. Tit bliver hun straffet med skældud eller slag, men ofte slipper hun for balladen, til den dydige storesøsters enorme irritation.
At læse “Tudemarie” er som at være på tidsrejse i Danmark. Bogen er letlæselig og lærerig uden på nogen måde at nærme sig en opdragende tone. Tværtimod.
“Tudemarie” er 1. bind i en serie på tre, hvor 2. bind hedder “Tudemarie søger plads” og 3. hedder “Hvad der videre hændte Tudemarie”.