Trippet af Martin Riel

De er langhårede, uvaskede og sjuskede, drenge som piger. De ryger, drikker, tripper, junker i ét væk. De lyver, svigter, stjæler, skændes, slås. De hutler sig gennem dagen og vejen, for skæve til at ane, at de fleste af dem vil dø, inden livet rigtigt kommer i gang.

Romanen ”Trippet” er som at læse om brasilianske slumbørn; men det er virkelighedens Farum for bare 50 år siden. Flere af hovedpersonerne går i 7b på Solvangskolen, da handlingen lægger fra land.

Efter forfatterens udsagn skulle hvert et ord i bogen være sandt. De medvirkende har oven i købet deres rigtige navne, blot kalder Martin Riel sig selv for Drengen.

Som titlen svagt antyder, kan du glæde dig til indlevede beretninger om, hvordan det er at stjerne ud på et syretrip (LSD); at stene på en pibe rød Libanon; at fintænke efter et par øller til frokost, når man som vennerne Kim og Martin er 13-14 år.

På en måde er de to øl mere chokerende end de kilovis af bevidsthedsudvidende stoffer, vi præsenteres for. Øllerne stilles nemlig til rådighed af en velmenende Benny Andersen (jeps, nationalskjalden) og hans kone Signe, der bare vil deres søn Kim og hans kammerater det bedste.

Øllerne bliver dermed symbolet på det frisind, der eksisterede i Danmark i 1970’erne. Dengang, før nogen havde drømt om kostpyramider, curlingopdragelse og forældreintra.

Kioskdamen sælger sprut og cigaretter til skolebørnene. Politibetjenten undlader at konfiskere en pose hash, da det går op for ham, at det nok bare er muggent rugbrød og bouillonterninger – det tager ingen jo skade af.

”Trippet” er en farverig og barsk historie om den tids unge flippere. Vi er med dem i Lejren med tipierne ved Farum Sø, hvorfra de tager på indkøb hos pusherne i Stengade og på udflugter til Huset i Magstræde og den nye fristad på Christianshavn. Vi er til beatfestival i Egedam, hvor Skousen & Ingemann spiller, og senere i Roskilde med Burnin’ Red Ivanhoe og kun én toiletvogn.

De røde tråd i bogen er, at den skal fungere som en slags mindeord for den nu afdøde Kim, der var Martin Riels bedste barndomsven. Faktisk boede forfatteren hjemme hos Kim på Kastanie Allé, mens far Benny og Povl Dissing øvede på en plade, der snart skulle blive til en landeplage. Svantes viser.

Martin Riel er en god fortæller med en detaljemættet hukommelse (utroligt nok). Han er ikke ude på at holde moralprædikener, han fortæller bare en sørgmunter historie lige ud ad landevejen.

En lille advarsel: At få fornøjelse af ”Trippet” kræver et rimeligt fordomsfrit syn på stimulanser af enhver art. Det er stærk tobak.