Trio unite af Gudrun Østergaard

De to venner kan godt lide at game. De spiller og træner ofte og nu kommer der en mulighed for at være med i en konkurrence. Men de mangler en på deres team for at kunne stille op. Ved et rent held får de muligheden for at få en dygtig spiller med, men desværre kommer hun ud for et cykeluheld og må droppe det igen. Nu er gode råd dyre for de to venner har jo ikke lyst til at droppe konkurrencen, men hvor finder de lige en der kan være med? Der starter en ny pige i klassen. Hun er sammen med noget familie flygtet fra krig i udlandet og alle får af vide at de ikke skal spørge alt for meget ind til de ting og at de ikke skal game med hende, da det er skydespil de spiller og det vil være synd for hende. Men hun nævner jo selv at hun gamer så måske det slet ikke gør noget?

Hvornår er det okay at spørge ind til ting andre har oplevet som kan virke traumatiske? Og hvornår er man egentlig mere tarvelig fordi man holder nogen udenfor ved ikke at inkludere dem, bare fordi nogen voksne mener man skal behandle andre med yderste forsigtighed? Det er et meget relevant emne som denne bog tager op. Især da det i dag er muligt i nærmest alle samfund at møde nogen der er flygtet fra krig eller har oplevelser dermed. Så vi lærer nok af denne historie at man ikke altid skal behandle folk helt så varsomt som vi tror, for de fleste har mere brug for et fællesskab end for at blive sprunget over. Og de fleste som er gamle nok kan godt skelne mellem virkelighed og et spil.

En letlæselig ungdomsbog som er nem at gå til, som vil egne sig godt til hvis man i skolen skal have et emne at debattere. Men også en bog der viser at der hvor mange opfatter gaming som negativt, som noget der gør at man er asocial, faktisk kan lære at det også kan bringe folk, og måske især unge, sammen.

Anmeldereksemplar.

Lån bogen på biblioteket