Techno af Niels Henning Falk Jensen

Niels Henning Falk Jensens debutroman Techno er et langt trip – for det meste med techno som soundtrack. I dele af bogen eksploderer sproget i en vildskab, der galoperer afsted med orgier, dunkende puls og store pupiller. Andre dele går laaangsomt med cigaretter, der ryges i tavshed og hud der drysser af tørhed.

Romanen omhandler fortællingens jeg, og hans begær efter sex med en eller flere mænd og efter diverse stoffer. Og så omhandler den kroppen. Kroppen der ‘har det for vildt’, kroppen der fistes, sveder, taber sig, kommer, smerter, ryster, går i stykker med knirkende knæ, og så alt det andet en krop kan gøre og være. Den handler om at miste forbindelsen til sin egen krop og om til sidst finde den igen på en strand, indhyllet i et ‘sindssygt lys’.

Det er ikke kun kroppe, der glider ind og ud af hinanden og smelter sammen. Også sproget er flydende i Techno. Det fedtede brune glider fra karamellerne på bordet til kyllingefedtet, der løber ned ad kroppen, til de brune stjerner på himlen – brune stjerner, ‘selv stjernerne er røvhuller’ – og til stemningen i rummet, der er tung, fedtet og brun.

De gentagelser, der jævnligt indgår i romanen, er med til at understrege det monotone, der også er en del af jeg’ets fortælling. At han flere gange åbner et afsnit med “det er sensommer” og flere gange slutter et med “jeg besvimer” understreger, at han gennemgår de samme op- og nedture igen og igen. Ligeledes gentages et længere tekststykke, som beskriver en rus og som dermed viser, at en oplevelse kan føles fuldstændig enestående, selvom man har oplevet det hele før.

Hvis man har det anstrengt med at læse eksplicitte beretninger om kroppens udfoldelser, skal man holde sig langt fra Techno. Hvis ikke, skal man tage en dyb indånding og tage med på et technotrip.

Lån bogen på biblioteket