0 kommentarer

Tankespind i moden alder af Luis Landero

af d. 12. april 2011
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

432

Udgivet

1992

ISBN

87-568-1091-1

Originaltitel

Juegos de la edad tardía

 

“Tankespind i moden alder” tager udgangspunkt i en midtvejskrise af dimensioner. Gregorio Olias vågner en dag og erkender at han har forspildt sine muligheder. Han er 48 år, sidder fastlåst i et håbløst ringe kontorjob og et ligeså håbløst ægteskab med en kone, som stadig er lige kysk og utilnærmelig efter 25 år. At han må bo sammen med svigermor, fordi der ikke er råd til andet, gør ikke sagen bedre.
Gregorio drømmer sig væk og tænker på alt det han kunne være blevet til, hvis bare… Ingeniør og opfinder, opdager og erobrer af ukendte egne, eventyrer og digter.

Efter syv års tavshed ringer kontorets telefon en dag og en forknyt sælger ved navn Gil afgiver sine bestillinger, hvorpå han spagfærdigt giver udtryk for sine længsler efter at høre nyt fra hovedstaden.
Gregorio synes ikke, at der sker noget, der er værd at fortælle; men opdager at han ved at pynte lidt på historierne tilfredsstiller Gils drømme og forestillinger.
Og så begynder Gregorios uheldsvangre glidebane, godt hjulpet af Gils naive godtroenhed.
Hver uge ringer Gil for at høre nyt og Gregorio vikler sig ind i stadigt større løgne, historier hvori han selv i stigende grad indtager en position som en verdensmand, den store digter Faroni, tilbedt og tiljublet i andre lande, men i Spanien på flugt fra politiet, hvorfor han må skjule sin sande identitet og leve et liv som kontornusser.
Fiktionen tager snart fuldstændig overhånd og ender med at ændre virkeligheden. På trods af løgnenes uhyrlige vækst er Gregorio stadig pinligt bevidst om sit bedrag, men han ser ikke andre udveje end at dække over sine løgne med nogle, som er endnu større. Hvilket medfører at han sluttelig både mister job og bolig.
Takket være Gils ukuelige tro øjner Gregorio til sidst en lille mulighed for at tingene kan ende godt, omend det vil kræve at bedraget til en vis grad fortsætter…

“Tankespind i moden alder” er blevet kaldt en moderne “Don Quijote”. Hovedpersonerne i de to bøger har da også løgnen og selvbedraget tilfælles; men hvor Don Quijotes motiver synes ædle, ridderlige og næstekærlige, forekommer Gregorio/Faroni mig kun at være optaget af berømmelse, beundring og selvoptagethed.
Men det gør det også til en god bog. Hvor Don Quijote synes at have mistet enhver jordforbindelse, er Gregorio skyldbetynget, plaget af sin samvittighed, mens han leder efter undskyldninger for nye løgne. Og skyldfølelse og samvittighedskvaler kan de fleste af os (hvis vi ikke lige er psykopater) jo nikke genkendende til, og et vist mål af selvbedrag kan være nødvendigt for at holde hverdagen ud..

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter