Tal til mig af Christian Dorph og Simon Pasternak

Dorph & Pasternak skriver ud fra devisen ‘for meget af det gode er – skønt!’ Deres hæsblæsende krimier er et overflødighedshorn af action, sammensværgelser, stimulanser, erotiske forviklinger og eksotiske scenerier. Inden de to skrivekugler tager hul på et nyt kapitel, blander de garanteret blod – masser af blod – og lover hinanden, at der heller ikke denne gang må være et eneste kedeligt øjeblik. Det løfte holder de.

“Tal til mig” foregår i 1989, året for Østblokkens fald. Det følger drabschef Ole Jensen på tv, mens han restituerer efter et hjerteanfald. Gæve, gale og geniale Anita Jensen er udset som hans efterfølger, men snydes på målstregen af durkdrevne mænd, der bedre end hun forstår at spille spillet. Virkelighedens politidirektør, Poul Eefsen, er én af dem.

Skidtpyt, Anita kaster sig i stedet over en sag med en smuk, ung dame, der findes torteret og myrdet ude ved Dybbølsbro. Modstræbende må hun acceptere en ny makker, Jesper Henriksen, der viser sig at kunne lidt mere, end de har lært på politiskolen.

Sporene fører dem i armene på oversmarte reklamefolk, der er lidt for glade for coke og hurtige piger, to forbrugsgoder, Hells Angels som bekendt er leveringsdygtige i. Men er det nu den rigtige ende, Anita og Jesper har fat i? For den myrdedes søster er samtidig forsvundet i Rumænien, og nogle skumle rumænere har besøgt Danmark i dagene op til mordet.

Efter megen tumult kulminerer sagen i Bukarest midt under Ceausescus fald. Hvem der er ven, er svært at gennemskue, men ingen tvivl om, at den brutale efterretningstjeneste Securitate er fjenden. Det bliver en meget blodig affære for de tilrejsende danskere, alt imens folket omkring dem prøver at vælte diktatoren i en regn af kugler.

Som sagt er underholdningsværdien i top. Dorph & Pasternak skriver, som var de selv på speed, sproget er flydende og mundret, researchen rammer i dén grad plet. Hvem husker ikke, hvor meget man røg dengang, at vi ringede fra telefonbokse og så videoer på VHS-bånd? Det er som at være der selv.

Personerne er heller ikke skudt helt ved siden af. Især den iltre Anita, der skifter fra kold til varm og tilbage igen på et splitsekund, er en tøs, man godt gad dele en pakke smøger og en flok bajere med. Womanizeren Jesper er også et sympatisk bekendtskab, om end hans karakter synes hentet blandt de kendte træk i klichéskuffen.

Til gengæld er begivenhedsforløbet helt ude i hampen. At Jesper er halvt rumæner, og at fire danskere, der kommer fra hver sit verdenshjørne, formår at rende sammen i den myldrende millionby, Bukarest, er blot to af mange tilfældigheder, man kun kan trække på smilebåndet af. Men ok, hverken Olsen Banden eller James Bond er specielt sandsynlige, og alliwl har man jo tilbragt adskillige hyggelige timer i deres selskab.

Bonusinfo: Den popsmarte art director Wickert er en parodi på reklameguruen Peter Wibroe, som sammen med makkeren Jan Duckert, skabte Danmarks mest succesfulde reklamebureau dengang i 80’erne. Det var ham med ‘Hvad er det . der gør livet lidt grønnere?’

Lån bogen på Bibliotek.dk