391
2007
978-87-7055-087-1
Bogen foregår i nutidens København. Den handler om to brødres hverdag og om deres fælles barndom, hvor de voksede op hos en fordrukken mor, der ikke magtede andet end sig selv.
Den yngste bror, Nick, er hardcore-alkoholiker og voldsdømt. Han bor på et pensionat i Københavns Nordvest-kvarter. Hverdagen bruges på at drikke bajere, gå i træningscenter og have et forhold til naboen Sofie (der for øvrigt er lige så meget ude i tovene som Nick). Derudover bruger Nick lidt tid på at være sammen med Ivan, der er storebror til Nicks ekskæreste Ana. Nicks storebror bor ligeledes i København. Han er narkoman og alenefar til sønnen Martin. Martin bliver ikke passet helt optimalt fordi farmand har for travlt med at fixe og sælge narko. Anden del af romanen handler om storebroderens hverdag med at passe sønnen så godt han kan (og det er ikke særlig godt), og anden del handler også om, hvordan man uden problemer kan bruge arven efter sin mor til at købe et stort parti stoffer, som man så sælger videre med stor fortjeneste. Anden del handler også om, hvad der sker med ens søn når politiet fanger en i at sælge stoffer og man så vælger at sluge alle stofferne så man får en overdosis. Romanen handler om to personer fra Danmarks underklasse, to mænd, der kunne have drevet det vidt, hvis de havde fået de rigtige muligheder i tilværelsen. Det er også en fortælling om, at børn ofte har det med at gentage forældrenes fejltagelser. “Submarino” er en rå historie, der sine steder også kan være humoristisk. Bogen er godt skrevet, i et mundret og medrivende sprog. Personerne og miljøet er overbevisende beskrevet, så man ender med at sluge bogen i løbet af temmelig kort tid. Hvis man kunne lide at læse “Nordkraft” af Ejersbo, så vil man helt sikkert også kunne lide at læse “Submarino”. |