132
2020
978-87-379-644-7
Stål-Palle
1. udgave, 1. oplag
Palle er træt af at Bulderbanden mobber de små og andre i skolen. Og han beslutter sig for at blive til en superhelt som kan gøre noget ved det. Men hvad kan en tyndarmet dreng med højdeskræk stille op? Og har det egentlig en betydning om folk opdager hvem han er når han er klædt som helt?
Palle finder ud af at man kan få hævn på mange måder og da det lykkedes ham at undgå at få tæv af Bulder og de andre i banden, så finder han også forskellige måder at gøre noget ved deres drillerier. På et tidspunkt får Palle blandt andet held med at hælde maling ud over gulvet som de glider i og der er også en sjov hændelse med nogen edderkopper.
Her sker noget hele vejen igennem og det er en fin historie som man er godt underholdt af. At bogen samtidig har et godt budskab skader bestemt ikke, og den vil egne sig rigtig godt til større børn der selv læser eller til højtlæsning, hvor man så samtidig kan snakke om hvorfor man ikke skal mobbe. Med andre ord kan den lægge op til lidt debat i de små klasser.
Som voksen er man fanget af historien uden problemer og den er faktisk ret sød og tankevækkende. For man kommer i øjenhøjde med hvordan det var at være 8 år gammel. Så stor cadeau til forfatteren for at ramme denne historie så fint.
Der er nogen fine illustrationer og det havde absolut ikke skadet med endnu flere. Men det er nemt at leve sig ind i fortællingen, så man kan også få brugt sin fantasi lidt. Alt i alt en rigtig god lille bog som både børn og voksne kan få glæde af at læse – gerne sammen.
Eneste minus er at når man læser den som voksen, så er den for hurtigt læst og man sidder faktisk lidt og håber på at der kommer flere historier om Palle.