0 kommentarer

Spurv af James Hynes

af d. 1. august 2024
Info
 
Sideantal

493

Udgivet

2023

ISBN

978-87-434-0579-3

Originaltitel

Sparrow

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

Hvilken bog! Den har lagt sig godt til rette på min indre boghylde, og jeg glædes over at have læst denne roman.

Citat forlaget Gutkind : ”Spurv” er en episk fortælling om slaveri og overlevelse i Romerrigets sidste år set fra samfundets bund.

”Spurv” er første bind i en planlagt serie af i alt fire bind om slavedrengen Jacob, der som gammel mand fortæller om sit usle liv på et bordel i Carthago Nova i Spanien i det 4. århundrede efter Kristus. James Hynes har brugt 10 år på at skrive bogen og gjort et stort research-arbejde med at besøge historiske steder og læse tilgængelig litteratur, for at give stemme til et samfundslag, der ellers ikke beskrives i historiske skrifter.

Jacob vokser op på samfundets nederste bund, ligger på et snavset gulv under bordet i køkkenet, hvor slaven Focaria smider madrester ned til ham i ny og næ og holder ham fysisk i live. Han lærer at gøre rent, gå ærinder i byen og ellers holde sig usynlig for Focaria, som er hadefuld og bitter og helst så, at drengen forsvandt.

Anderledes er det med Euterpe, en anden slave, der bor på bordellet og arbejder som ulv = luder  i værelserne ovenpå. Hun holder Jacob i live rent psykisk. Skærmer ham som en søn og lærer ham om livet, hvordan man overlever en slavetilværelse, og hvordan han kan bevare den lidt værdighed, han har.

Melpomene, der også er ulv på stedet, har frikøbt sig selv, og har dermed flere friheder end de øvrige ulve. Hun ser anderledes kynisk på tingene. Når de skal føde på drengen, kan han godt gå til hånde ovenpå, så ulvene ikke behøver gøre alt arbejdet selv. Så som ganske ung dreng kommer Jacob i lære hos Melpomene som ulv og må lægge krop til kundernes ønsker.

Euterpe fortæller Jacob fabler for at lære ham om livet og give ham nogle lyse øjeblikke. Hun fortæller om  hønen, der kan gå, men ikke kan flyve og om mursejleren, der kan flyve, men ikke kan gå – og om spurven, der både kan flyve og gå, og som derfor er mere fri end både hønen og mursejleren.

For at overleve de fysiske overgreb, drengen må gennemleve på bordellet, bliver han til en spurv, der letter fra sin krop og ser til fra en vindueskarm, indtil det er sikkert at komme tilbage til kroppen igen.

Sproget er magisk og let, og James Hynes bevæger læseren gennem sin nærværende og kraftfulde skildring af kærlighed og had, håb og modløshed, stor uretfærdighed og voldsomt misbrug. En meget barsk, smuk og nærværende historisk roman, som jeg kun kan anbefale på det varmeste.

Jeg glæder mig allerede nu til bind to, men ”Spurv” kan sagtens læses som en afsluttet historie.

Smukt omslag og formidabelt oversat af Lorens Juul Madsen

 

lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter