Sportsdigte af Jørgen Leth

I 1967 blev Jørgen Leths ikoniske digtsamling ”Sportsdigte” udgivet for første gang, en bog fyldt med digte om cykling og bordtennis.

Sidste år (2018) valgte Gyldendal, at genudgive denne klassiker, denne gang garneret med et ekstra digt fra 2018.

Denne anmelder er ikke sikker på, at det var en særlig fantastisk ide, at genudgive lige netop denne digtsamling. Det kan også bare være mig, der ikke har set lyset. Det kan faktisk ikke afvises, at jeg bare ikke har set lyset og derfor lider af en form for litterær blindhed.

Som sagt. 88 sider med digte, der handler om sport, primært cykling og bordtennis. Skrevet i et konkret og mundret sprog, egentligt ikke særlig sjove eller underholdende, blot lidt useriøse set i lyset af hvordan jeg foretrækker, at digte er skrevet.

Digte, hvor Jørgen Leth selv er hovedpersonen, hvor der skrives om, at han ganske sikkert havde vundet et cykelløb, hvis det ikke lige havde været fordi han var punkteret 8 kilometer før mål. Banalt.

Digte om lykken, om at finde den og fastholde lykken er faktisk rigtig glimrende. Indrømmet, der er altså også gode digte i denne bog, digte, som der er kraft i.

Det er vanskeligt at forklare hvorfor jeg ikke er ovenud begejstret for denne bog. Måske fordi jeg ikke synes, at emnet sport hører til i en digtsamling. Måske fordi jeg overhovedet ikke interesserer mig for sport. Måske fordi digtene er for konkrete. Måske en kombination af det hele.

”Sportsdigte” får 3 stjerner og en lunken anmeldelse med på vejen. Digtene er en blandet landhandel, nogle fine, andre fangede mig slet ikke, jeg har desværre ikke set lyset når det kommer til denne bog, heller ikke selvom jeg med sikkerhed ved, at Jørgen Leth kan skrive og at han har noget på hjerte.

Lån bogen på Bibliotek.dk