Slagteren fra Lille Burma af Håkan Nesser

Vicekriminalinspektør Gunnar Barbarotti mister allerede på første side i denne femte og sidste bog i Barbarotti-serien sin elskede hustru Marianne – hun dør som følge af en hjerneblødning.

“I et sekund den mest almindelige af alle morgener. Derefter spredtes vågenheden sig i ham som et elektrisk stød – fra hånden via armen til hele kroppen. Slog ud i hovedet som et lyn af is.”

Da han starter på arbejde igen efter Mariannes død, får han overdraget en “cold case” – sagen om Arnold Morinder, der forsvandt for 5 år siden og aldrig siden er dukket op. Han er ikke helt sikker på Asunanders motiver til at give ham netop denne sag – er det en form for terapi/beskæftigelse, fordi han ikke formodes at kunne tage sig af mere presserende sager, eller vil Asunander have ryddet op i gamle sager før sin nært forestående pension? Forklaringen får vi sidst i bogen – Asunander har sine helt specielle grunde.

Arnold Morinder boede, da han forsvandt, sammen med Ellen Bjarnebo – kvinden, der er kendt som “slagteren fra Lille Burma”, fordi hun i 1989 tilstod at have myrdet og parteret sin mand, Harry Helgesson, som hun boede med på gården Lille Burma. Da hun har myrdet før, mener man i 2007, at det har hun jo nok gjort igen – men da der mangler et lig, og hun i øvrigt nægter, bliver sagen henlagt.

Handlingen springer nu skiftevis mellem begivenhederne i 1989, 2012 og 2007. Med vanlig Nesser’sk grundighed får vi gennem Ellen stille og roligt vished for hvad der skete, både med Morinder, men også med den myrdede ægtemand Harry. Der tegnes et portræt af en kvinde, der ikke har haft mange chancer i livet, men som efter at være sluppet af med en voldelig og tyrannisk ægtemand og far til sønnen Billy, har taget sin straf og er vendt tilbage til Kymlinge med rank ryg.

Ellens tanker, en af de utallige gange, hvor Harry har tævet Billy: “Hvorfor lader jeg det her ske, tænkte hun. Hvorfor får det her lov til at foregå? Men spørgsmålene bed sig ikke fast. Som sædvanlig. Mængden af skam i den anden vægtskål var for stor, og med skam som modvægt er man dårligt stillet. Sådan var det, det havde hendes barndom og opvækst som mus lært hende. Tænke kunne man – både det ene og det andet – men handling var udelukket.”

Barbarotti tager modvilligt fat på sagen – men bliver snart klar over, at det ikke er en helt uinteressant sag – efter gennemlæsning af de gamle sager, samtaler med Ellen Bjarnebos familie og begrænsede omgangskreds og sluttelig med Ellen selv, drager han sine konklusioner.

I modsætning til flere af de første bøger i serien er Barbarotti her trådt i forgrunden som en af hovedpersonerne. Hvor man i tidligere bøger først har mødt Barbarotti halvt inde i bogen, er han her på banen fra første side. Hans sorg over Marianne, måden at takle den på gennem samtaler med både Vorherre, Marianne og sorgterapeuten Rönn står i kontrast til Ellen Bjarnebos usle ægteskab og hendes befrielse da manden blev myrdet. Det er en værdig afslutning på Barbarotti serien. Hvor den starter i dyb sorg, slutter den med et lille nyt strejf af livsglæde og lyst til at se fremad.

Herlige betragtninger og morsomme citater mangler heller ikke i denne bog. Som f.eks. dette: “Da hun sagde kvindenavnet, dukkede billedet af en vegetar op for Barbarottis indre øje, en vegetar som ved en fejl havde fået en kødbolle i munden og som nu ville spytte den ud, så hurtigt de kunne lade sig gøre. Det var et lige så uventet som træffende billede..”

Bogen kan godt læses uden at man har læst hele serien – men er det en serie du har til gode, så skynd dig at få fat på “Menneske uden hund” – og læs dem så i rækkefølge, tilmed med den fordel, at du ikke behøver at vente på, at næste bog udkommer.

Lån bogen på bibliotek.dk