Inger Johanne Vik er taget ud til sine bekendte fra gymnasietiden, Jon og Ellen, for at mødes med sin gamle gymnasieklasse. Hun kommer lidt tidligt, fordi hun, sammen med parrets ven Joachim, har lovet at hjælpe til med forberedelserne – og finder Ellen i sofaen med den 8-årige Sander på skødet – Sander er død, en frygtelig ulykke, de utrøstelige forældre forklarer at han er faldet ned fra en trappestige. (Ironisk nok bor de på Glads vej..)
Inger Johanne ringer til politiet – men det er den 22. juli 2011, hvor de frygtelige drab på Utøya lægger beslag på hele politistyrken. Det er derfor en meget grøn politibetjent, der sættes på opgaven, en uerfaren sommervikar, Henrik Holme. Han har kun den ene sag – sidder tilsyneladende glemt og gemt på et anonymt kontor, mens kollegaerne er travlt optaget. Han kan lige så godt bruge tiden på at undersøge sagen – måske har han fat i en virkelig stor sag, der er hans alene? Da han graver ned i Sanders historie, dukker der flere vidneudsagn op, der giver ham grund til at tro, at dødsfaldet måske alligevel ikke er en ulykke. Usædvanligt mange skader, brækkede arme og blå mærker – er det udelukkende en følge af, at Sander er en voldsom dreng med ADHD?
Bogen tager fat på emnet børnemishandling – og omgivelsernes manglende reaktioner, når barnet kommer fra et “pænt hjem”. Den godt bygget op og sprogligt i orden, har som hovedpersoner det velkendte makkerpar, der går igen i mange krimier – en mandlig efterforsker og en kvinde “udefra” – her er det en kriminalpsykolog, men det kunne også have været en kvindelig journalist, som i Läckbergs og Egholms krimier. Det er et plus, at man sagtens kan læse den, selv om den er (sidste) del af en serie, der er ikke henvist til handlinger i tidligere bøger, som man burde have læst først. Bogen rummer ikke de store overraskelser, før på allersidste side. Til gengæld en noget uventet og dramatisk afslutning!
Lån bogen på biblioteket