0 kommentarer

Sjak nr. 3 af Magnus Mills

af d. 7. november 2008
Info
 
Sideantal

196

Udgivet

1999

ISBN

87-595-1142-7

Originaltitel

The restraint of beasts

 

“På vejen hjem kom jeg til at tænke på noget.
– Han var død, ikke?
– Det er jeg sikker på han var, sagde Richie.
– Hvad med hans køer?
– De skal nok klare sig.” (s. 38)

Den forsigtige hovedperson i Magnus Mills debutroman, “Sjak nr. 3”, lever af at banke hegnspæle i jorden og inddele markarealer med hegn i det skotske højland. Uden særlig grund bliver han en dag leder for et hold på tre mand, der skal sætte hegn op i England. Hans to hjælpere er temmelig uduelige, og tænker mere på at drikke øl på pubben, end at få arbejdet gjort færdig. Og sådan går dagene. Arbejde om dagen og indtagelse af store mængder øl om aftenen.

Men dette intetsigende handlingsreferat dækker over en underliggende uhygge, der aldrig mister intensitet, fordi kun delvist forløses (i en elegant slutning). De tre hegnsarbejdere får forårsaget mere end blot materiel skade, men det er næsten som om, de ikke tager synderlig notits af det. Som om der under bogens enkle overflade lurer en grum brutalitet, som læseren ikke skal forstå.

De mange spørgsmål man stiller under læsningen, er bogens styrke. For godt nok foregår “Sjak nr. 3” i Skotland og England, men vi kender ikke helt den verden, som vi bliver præsenteret for. Vi forstår ikke helt, hvorfor personerne i bogen handler, som de gør. Og dog er store dele af uhyggen simpelthen de mange misforståelser, som der kan opstå imellem mennesker.

Magnus Mills kan forbinde det almindelige med det uforklarlige, og det er der – på en meget underspillet måde – kommet stor litteratur ud af.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter