Siffrine af Cecil Bødker

Det jeg holder allermest af hos Cecil Bødker er hendes knappe sprog. Hun skaber med det sin helt egen stemning, og skærer ind til benet i sine bøgers problemstillinger. Det gør hun også i sin nyeste roman.

Bogen handler om Jost og Shiba, der forelsker sig på bogens første sider. Det er en selvfølge, at de skal være sammen; Shiba flytter ind hos Jost og hans forældre samme aften. Det hele betragtes og fortælles ”fra oven” af deres barns sjæl, som endnu ikke er undfanget. Sjælen leder efter et forældrepar, og den behøver heller ikke lede længe. Shiba bliver gravid samme nat, og sjælen slår sig ned i fostret. Fra dette udgangspunkt – usædvanlig fortællervinkel! – hører man om første del af parrets anderledes forhold.

Shiba er i det hele taget anderledes, da hun er sigøjner. Josts mor har meget svært ved at kapere Shibas mere eller mindre primitive måde at tænke på. I Shibas verden er der ikke noget der hedder at rydde op efter sig; hun har altid boet midlertidigt, og derfor er der ingen grund til at rydde op. Hun er ligeglad med om hun skal gå dame- eller herretøj, da det er tøjets funktion, der har betydning. I det hele taget betyder andre menneskers mening om hende ingenting, og det i en grad, der for de fleste ville være svær at håndtere. Men Jost elsker hende uden et gram af tvivl.

I bogen beskrives Shibas og farmoderens synsvinkel på en meget kærlig og præcis måde. Begge har en grund til at reagere som de gør. Men bogen hænger ikke rigtig sammen. Især beskrivelsen af Shibas overnaturlige evner synes jeg halter. Hvad er meningen med at Shiba kan gå på vandet? Den jordnærhed kombineret med indlevelse, som jeg normalt synes kendetegner Bødkers romaner, ryger sig en tur. Fortællervinklen og sproget synes jeg er helt unikt, men magien forsvinder pga. for meget magi!

Lån bogen på Bibliotek.dk