Siberia 56 del 1 – Den 13. mission af Christophe Bec og Alexis Sentenac

Den meget flotte og dramatiske forside på E-vokes nyeste science fiction udgivelse ramte mig med det samme, selvom forsiden måske snyder en anelse fra historiens indhold.

I en fjern fremtid i en fjern galakse har jorden koloniseret isplaneten Siberia, i over hundrede år har forskeret studeret livet på den barske planet, hvor temperaturen kan ramme minus 200 og vinden blæse med 300 kilometer i timen. Man har ikke fundet intelligent liv på de foregående 55 koloniseringer, og på Siberia er man kun stødt på dyr, og seks af slagsen er rovdyr.

Den fem mand store besætning crasher uheldigvis 250 kilometer fra basen, så der er ikke andre muligheder end at gå den lange vej i ishelvedet. De møder et dødt eksemplar af et gigantisk rovdyr, som desværre er blevet dræbt af et endnu større og ukendt, og pludselig sker der noget uforklarligt…

Når det gælder rumrejser og fjerne planeter er jeg solgt, og Siberia 56 skuffer ikke på nogen måde. Christophe Bec har skrevet en både spændende og lidt mystisk historie. Vi kender ham allerede fra den meget fine Eternum trilogi, som jeg straks får lyst til at genlæse. Der fandt han inspiration fra film som Alien, 2010 og Rumstation Jupiter. I denne står der ikke noget om inspiration, men man sender fra første side en varm tanke til Aliens, efter en vanlig, hård opvågning fra dvale og den hårde tone mellem besætningen. Senere går mine tanker også imod 2001 og Dune, men ellers er det som i Eternum Becs helt egen historie, og det skal blive spændende at følge den helt til dørs med det næste to albums, der skulle udkomme til sommer.

Ved første øjekast troede jeg, at han havde brugt samme tegner, for Jaouens stil er lidt i retningen af Alexis Sentenacs, som også har farvelagt Siberia meget smukt. Sentenac tegner rigtig flot og kompostionen er meget varieret, fra klassiske ruder til helsider med tegninger helt til kanten. Jeg er især betaget af hans naturskildringer, hvor han på overbevisende metode indgyder læseren med følelsen af kulde og opgivelse, som også rammer gruppen. Det barske miljø tegnes med skarpe kanter og konstant foranderligt vejr, i stærk kontrast til små øjeblikke med solopgang og nordlys.

Personerne tegner han lidt mere anonymt og stift, og de kommer slet ikke ind under huden på læseren, hvilket også skal vise sig at være ligegyldigt, albummets undertitel er trods alt den 13. mission!

Jeg glæder mig til sommer!

Lån tegneserien på Bibliotek.dk