Sasjenka af Simon Sebag Montefiore

En langstrakt ugebladsnovelle for romantiske sjæle med en faible for nyere russisk historie. Sådan kan “Sasjenka” af journalisten og historikeren Simon Sebag Montefiore lidt uvenligt karakteriseres.

Ingen kan som Montefiore fremmane næsten filmisk visuelle billeder af Rusland, så man på sit indre lærred ser de elegante eller plumpe mennesker, dufter kålen og den stinkende vodkaånde, mærker frosten bide i kinderne og hører de brutale magthaveres snerrende georgiske stemmer. Detaljerne fra de overdådige palæer i zartidens Skt. Petersborg og fængslerne i Moskva under de røde zarer dynges op, ethvert beklædningsstykke beskrives ned til det mindste zobelhår – det er uendeligt flot researchet. Og uendeligt langt i spyttet.

Hvor personerne i Montefiores fremragende “En vinternat” fremstod som rigtige levende mennesker med mange facetter, møder vi i “Sasjenka” et galleri af todimensionelle figurer, der højst ville gøre fyldest i Mit Livs Novelle eller en Morten Korch-film fra 50’erne.

Værst af alle er hovedpersonen Aleksandra Samuilovna Seitlin, kælenavn Sasjenka, med de altid let adskilte, fyldige læber, det charmerende drys af fine fregner hen over næse og kinder og det kraftige kastanjebrune hår. Hun er så banal, og hendes handlinger så forudsigelige, at man(d) må tage sig til lillehjernen.

Vi møder hende som 16-årig i 1916, da hun træder ud af Smolnijinstituttet for Adelige Piger i Skt. Petersborg. Hun er datter af den umådeligt velhavende baron Samuil Seitlin og elsker sine luksuøse pelse og engelske bisquits. Men hun er også i al hemmelighed bolsjevik med et brændende ønske om at hjælpe Lenin og Stalin og de andre røde helte til magten. Hun arresteres af zarens hemmelige politi, men undsættes af baronens magtfulde venner.

I næste scene er vi nået frem til 1939, hvor Sasjenka og hendes husbond Vanja er med i inderkredsen omkring Stalin og igen lever et liv på første klasse. Men Sasjenka forelsker sig i den forkerte mand, og det kan være fatalt i det sovjetrussiske overvågningssamfund, hvor hele familier forsvinder for en enkelt uoverlagt bemærkning om kammerat førstesekretæren.

I 1994 hyres en ung, kvindelig historiker til at grave detaljer frem om en 60-årig russisk, men i England bosiddende kvindes slægt. Hendes søn er en af de nyrige oligarker, der vil betale hvad som helst for at gøre sin elskede mama glad. Og nu optrævles (ifølge bagsideteksten) “En fortælling om kærlighed og forræderi, menneskelig grusomhed og uventet heltemod – og om en kvindes ubærlige valg.”