0 kommentarer

Sangen om Troja af Colleen McCullough

af d. 17. juli 2008
Info
 
Sideantal

367

Udgivet

1998

ISBN

87-555-1383-2

Originaltitel

The song of Troy

 

Stort set alle kender i store træk historien om Troja, eller har i hvert fald hørt om byen og den Trojanske Hest. Men hvad skete der egentlig? Dette prøver Colleen McCullough at give svar på i sin bog ‘Sangen om Troja’.

Det hele startede da den trojanske prins, Paris, besøgte Kong Menelaos og lagde øjne på hans hustru, verdens smukkeste kvinde Helene. Kærlighed var der ikke tale om, men råt begær, og da både Paris og Helene var kropslige mennesker, flygtede Helene med Paris til Troja. Menelaos nægtede at tro på, at hans kone havde forladt ham frivilligt og insisterede på, at hun var blevet bortført. Alle vidste dog, at dette ikke var sandt, de vidste, at Paris var en smuk, ung mand, i modsætning til Menelaos, og de vidste, at Helene kun kerede sig om ydre værdier. Alligevel samlede Menelaos’ bror, Højkongen Agamemnon, en hær og sejlede til Troja for at vinde Helene tilbage til sin bror. Men hvad der lod til at blive en hurtig træfning, udviklede sig til en lang og trættende krig, der fortsatte næsten uden ende i 10 år.

I bogen følger vi alle de store helte fra den Trojanske Krig. Hvert kapitel er dedikeret til en ny helt, eller heltinde, og herved får vi indblik i alles tanker, erfaringer, følelser og handlinger. Vi hører både fra den kloge Odysseus, Trojas kronprins Hektor, den romerske folks stamfader Ænæas, skønheden Helene, kujonen Paris, den udødelige helt Achilleus, Achilleus’ sejrspris Briseis og mange flere.

Ud over at høre om selve krigen, starter bogen med en god ‘indledning’ vedrørende de største personer i bogen, der beskriver deres liv før krigen, og hvad der har skabt dem.

Jeg kan kun sige, at bogen er et mesterværk (som alt Colleen McCullough skriver)! Jeg har altid været interesseret i den Trojanske Krig, og skønt jeg ejer en kopi af Iliaden (Homers værk om emnet), har jeg endnu ikke kunnet slæbe mig igennem den. Derfor var denne bog et fantastisk alternativ, og jeg er begyndt at tvivle på, om Iliaden egentlig er bedre.

Som tilføjelse vil jeg sige, at man for at læse denne bog, ikke behøver at være interesseret i den Trojanske Krig. Den er en perle uanset interesse. En historie og krig, ære, hæder, hævn, kærlighed (både mentalt, fysisk, homoseksuelt og biseksuelt).

Lån bogen på Bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter