Sange om stilhed og hjem af Anne lise Marstrand-Jørgensen
428
2022
9788702340068
Hvad der foregik i Østpreussen, Pommern og Schlesien i de første måneder af 1945 – og sandelig også i den der fulgte efter – er godt romanstof. Som altid er historiske romaner interessante i forhold til den tid, de er skrevet i. Grundlæggende skal historiske romaner aldrig tages for historisk pålydende. Ofte siger de lige så meget om forfatterens ståsted i den nutid, de skriver de historiske romaner om.
Derfor er det også interessante, at den danske forfatter Inge Lise Marstrand-Jørgensen tager det relevante historiske tema om de øst-flygtningene op i sin udmærkede roman »Sange om stilhed og hjem«. Romanen består af tre dele.
Første del er en intens fortælling om flugten fra den fremadrykkende sovjetiske hær i den iskolde januar måned i Østpreussen i 1945. Læseren oplever den umenneskelige flugt gennem pigen Tulla, der flygter forklædt som dreng for ikke at blive voldtaget af de sovjetiske soldater. Faren er formentlig faldet på østfronten, og hendes familie massakreret. Hendes eneste håb er, at broren Willi lever. Tulla forklæder sig som dreng for ikke at blive voldtaget og kalder sig Uwe.
Da det første sovjetiske infanteri sammen med kampvogne overskrev grænsen til Østpreussen blev landsby efter landsby, købstad efter købstad sat i brand og jævnet med jorden, civile blev skudt på klos hold, kvinder voldtaget adskillige gange, før de blevskudt. Og under flugten omkom børn, gamle og syge enten på de tilfrossede veje, eller de faldt gennem vågerne på den nødvendige flugt over det tilfrossede nor Frisches Haff.
Sproget er billedrigt og meget sanseligt, dog ikke så autentisk som mange af de øjenvidneberetinger og tysksprogede prosaværker, der er blevet udgivet. Tulla – som vi fra nu af kalder »Uwe« – havner som en af de 250.000 tyske flygtninge i Danmark. Hun kommer med skib til København og bliver intereneret i en flygtningelejr. Dette udgør anden del af romanen og står betydeligt svagere end første del. Anne Lise Marstrand-Jørgensen vover noget problematisk at skifte perspektiv, men med delvis succes. Vi får den unge danske musikstuderende Simons perspektiv på de tyske flygtninge.
Simon, der har en tysk og jødisk baggrund, virker til at være et kompliceret menneske, men kommer dog på den sympatiske ide at starte et korprojekt med de internerede østtyskere. Det viser sig, at »Uwe« har en fremragende sangstemme. Simon ved blot ikke, at det er en pige, han har med at gøre. Simon oplever næsten udelukkende verden gennem musikken og mangler på nogle områder sociale kompetencer, men forstår dog at se livet i flygtningelejren fra flygtningenes perspektiv og kolporterer hist og pist også forfatterens synspunkter. Vi får refereret PHs og Tove Ditlevsens kritik af den måde, Danmark behandlede de tyske flygtningen på fra 1945 og i flere år frem.
Det moralske spørgsmål har adskillige gange været fremme i den offentlige debat i Danmark: Gjorde man fra dansk side tilstrækkeligt for at sikre de tyske flygtninges lægelige behandling, forplejning, sanitære forhold etc.?
Blev de tyske flygtninge behandlet specielt godt? Nej. Blev de behandlet specielt dårligt? Nej. Anne Lise Marstrand-Jørgensens fremstilling er nogle steder ensidig, hvad der er helt legitimt inden for skønlitteraturen. Anden del af romanen fremstår sammen med tredje og sidste del af romanen som temmelig svagt og brudstykke-agtigt. I tredje og sidste del møder vi broren Willi i det sønderbombede Kiel i små interessante refleksioner, der dog står som et stilbrud i forhold til resten af romanen.Romanen er i første del overbeviser fortællekunst, men i anden halvdel taber noget af den litterære kvalitet, selv om budskaberne er nok så relevante.
