348
2022
9788787698306
1.
Mit første indtryk af bogen, da jeg fik den i hænderne og bladrede i den, er, at det er en flot og gedigen bog. Den er tung, stor i formatet og der er virkelig mange illustrationer – især billeder af Sabbers papirklip, men også fotografier og avisudklip. Der er gjort meget ud af det grafiske udtryk, hvilket passer rigtig godt til en biografi om en kunstner/papirklipper.
Bogen er baseret på samtaler med mennesker, der har kendt ham, avisartikler, gamle fotos mv. – og først og fremmest en hel masse af hans klip.
Fortællingen om Sabber starter i 1997, hvor han var ude for en tragisk ulykke, der betød, at aldrig blev den samme igen. Herfra rykker vi tilbage til 1943, hvor han er 5 år og går kronologisk frem til Sabbers død i 2005.
Allerede som 5-årig fik han for første gang saks og papir i hånden, og det viste sig snart, at han var meget talentfuld inden for feltet. Papirkunsten – psaligrafi – var dog ikke anerkendt som kunstform, hvilket Sabber var med til at ændre.
Som person beskrives han som beskeden, ydmyg og vellidt. Han talte lidt gammeldags og dannet, vidste rigtig meget om mange emner. Han lyder som en utrolig spændende, interessant og behagelig mand, som levede et beskedent liv med sine dyr omkring sig – katte, høns og sågar påfugle. Han gik ikke op i materielle goder – det, han brugte penge på, var sakse, som var dyre, gode operationssakse, som klippede skarpt og uden at flosse papiret. Han kunne klippe motiver ud af et stykke papir uden at lave skitser på forhånd – og fortælle eventyr samtidig.
Bogens store styrke er de mange fantastisk flotte og detaljerede papirklip, som efterfølgende er malet med bl.a. akvarelfarver. De sidste ca. 100 sider er således ‘Udvalgte kunstneriske værker’.Sabber var i sandhed en stor kunstner, og dertil meget produktiv. Det er en rigtig fin coffee table book, som man tage frem igen og bladre i, efter den er læst.
Skal jeg komme med en lille ‘klage’ synes jeg, det er synd, at mange af de avisudklip, der er gengivet i bogen, er så små, at man ikke kan læse teksten. Det er ærgerligt, for det virker ellers ikke som om der er sparet på pladsen – så hvorfor ikke bruge lidt mere plads til dem.
Her kan du læse en velskrevet og veldokumenteret bog om en spøjs og original person, og samtidig nyde en samling papirklip og tegninger, som nemt kan måle sig med H.C. Andersens. En flot bog – og en interessant fortælling om en ‘original’ i ordets bedste betydning.
Anmelderbog