Røveren af Robert Walser

Robert Walsers “Røveren” er en smuk, interessant og særdeles krævende oplevelse. Smuk, fordi den er skrevet i et rigt facetteret og elegant-snørklet sprog, der bærer mindelser om tyske stiltraditioner fra Thomas Mann til Günther Grass. Interessant fordi det er en roman med præcise iagttagelser og indskudte filosofiske kommentarer om begreber som godhed, tro m.m. Krævende, fordi bogen nok har tre bærende hovedpersoner – Røveren, en yngre mand fra Bern, og kvinderne Edith og Wanda – men ingen egentlig fremadskridende handling. Derimod er “Røveren” bygget op af en hel række associationskæder inde i forfatterens hoved.

Disse associationskæder producerer i snesevis af situationsbilleder fra Røverens liv og tanker. Nogle af disse situationsbilleder har en vis sammenhæng, mens andre ligger milevidt fra hinanden. Visse af dem er kædet sammen med et højreekstremistisk mord på den tyske udenrigsminister og industrimand Walther Rathenau i 1922. Indimellem fører Walser os tilbage til hovedtemaet, Røveren,(som virker blid og følsom, stik modsat hans navn) og forholdet til kvinderne i hans liv.
Hvordan Walser typisk springer i sin fortælling ser vi f.eks. på s. 34-37. Her starter vi med røverens baggrund: “Vi vil kalde røveren for en departementschefssøn. Han slap væk fra hjemmet som ung, flygtede gennem alskens beskæftigelser, erindrede kun svagt sin gedigne afstamning, lærte aldrig rigtigt sig selv at kende”.
Så går røveren op på en kirkegård, hvor hans brødre er begravet, og derfra springer vi fluks til opdagelsen af søvejen til Ostindien og krydderihandelen i det femtende århundrede, hvorefter vi ryger ind på et kasino i Bern, hvor røveren sidder og tænker på Edith. Bogen svinger konstant mellem situationsbilleder fra Røverens liv og forfatterens overvejelser over sin hovedperson. Fortæller-jeg,et er særdeles synligt, taler direkte til læseren og filosoferer: “For at kunne elske skal man anstrenge sig for ikke at elske. Så elsker man med ét. For at finde ærefrygten skal man være uærbødig for en tid, herefter vil trangen til ære indfinde sig”.

Robert Walser er blevet sammenlignet med Joyce og Kafka. Jeg vil sige, at “Røveren” er mere sammenhængende end “Ulysses” men også mere springende end Kafkas romaner. Det er ikke en bog, man læser i morgenbussen. Men en dag alene med “Røveren” er en oplevelse. Og der er et klimaks i bogen. Det får læseren lov til at finde på egen hånd.

Lån bogen på Bibliotek.dk