Processen af Franz Kafka

Denne udgave af Processen er den 10., der er udkommet på dansk siden første danske udgivelse i 1945. Kafka selv nåede ikke at skrive bogen færdig og i indeværende udgave er der en del passager, som Kafka senere har streget. Disse er medtaget som noter.

Nielsen skriver i forordet: “Nu om dage ville man give K. diagnosen “autist” på grund af hans manglende evne til at aflæse det sociale spil. K. bestiller ikke andet end forgæves at prøve at tyde og tolke andre menneskers ansigtsudtryk, deres bevægelser, deres ord, kort sagt deres signaler.”

Det ved jeg ikke helt om jeg er enig i. For mig er der tale om, at en mand, der i sit embede som prokurist i en bank, uden tvivl er repræsentant for en uforståelig, elitær og bureaukratisk verden. Pludselig bliver et spejl holdt op for Josef K., da han på sin 30 års fødselsdag bliver bekendtgjort med at man har indledt en process imod ham.
Josef K. kan ikke få adgang til oplysninger om, hvad han er anklaget for. Det er nærmest umuligt for ham at finde frem til et retslokale og  han møder vist også kun en enkelt dommer.
Til gengæld rejser han fra Herodes til Pilatus for at tale med advokater, en portrætmaler, husholdersker, fruentimmere, fuldmægtige og sikkert mange flere, for at opklare, hvad han egentligt er anklaget for, samt hvordan han kan få indsigt i den process der foregår. I al væsentlighed møder han desværre kun ureflekterede embedsmænd, der ikke lader sig påvirke af noget så banalt som argumenter.

“”det du siger, lyder jo troværdigt,” sagde prygleren, “men jeg lader mig ikke bestikke. Jeg er ansat til at prygle, altså prygler jeg.”” Det interessante er, at det ikke engang er Josef K, der skal prygles, det er to vogtere, der ikke har gjort deres arbejde godt nok. Alt i alt er der MANGE mennesker beskæftiget med K’s process. De højest dekorerede appellerer kraftigt til at K. stopper med at beskæftige sig med at forstå sin process (sit liv?) og blot trygt overlader det til dem, at finde den bedste løsning for ham og på ingen måde tro, at han kan forbedre eller ændre noget som helst ved retssystemet og embedsværket. “Det eneste rigtige var at affinde sig med de forhåndenværende tilstande…. (eller have) skadet sig selv umådeligt ved at have vakt den altid hævngerrige embedsstands særlige opmærksomhed.”

Så K. prøver hårdt på at indordne sig, fortsætte sin hverdag og lade andre bekymre sig om processen. Det er dog forståeligt nok ikke muligt for ham, og snart er han helt ude af stand til at varetage sit job i banken, men prøver i stedet altid at finde ud af, hvordan han skal blive frifundet. Skylden har han åbenbart accepteret. Mødet med portrætmaleren overbeviser K. om, at egentlig frifindelse er umulig at opnå, og han koncentrerer sig nu om at forstå forskellen mellem tilsyneladende frifindelse og forhaling samt hvilken af disse muligheder, der vil være den mest stabiliserende løsning på den lange bane.

Processen er en helt igennem mærkelig bog. K. lever i en verden befolket af smålige, hævngerrige mennesker, der konstant søger at opretholde en facade og et indtryk af, at de har fuldstændigt styr på, hvad de laver, selv om det er tydeligt, at det modsatte er tilfældet. Ingen virker til at have fundet meningen med noget som helst, og micromanagement er til stede på alle plan i samfundet, ingen vil afsløre deres usikkerhed og deres manglende overblik. De virker som hovedløse marionetter, der er panisk angste for at dukkeføreren, i skikkelse af den overordnede eller lignende, skal kappe snorene, så de selv skal manøvrere gennem hverdagen og livet.

Processen virker som en bog, der skal læses flere gange, for at få det fulde udbytte. Flere anmeldere siger, at Processen er nem at læse. Jeg er ikke enig. Sprogligt er den måske nok okay tilgængelig, men absurditeten og skildringen af Josef K.’s kamp med retssystemet efterlader mig lige så forvirret som han må være.

Lån bogen på biblioteket