Præsidenten er forsvundet af Bill Clinton og James Patterson

Et noget usædvanligt samarbejde mellem forfatteren James Patterson der har mere end 375 millioner solgte bøger på sit CV, og Bill Clinton der var USA’s præsident fra 1992 – 2001, har resulteret i spændingsromanen “Præsidenten er forsvundet”.

Den amerikanske præsident forsvinder. Hvad der følger er tre af de mest dramatiske dage i præsidentens liv – måske i USA’s historie. Selv om Det Hvide Hus er domicil for en af verdens bedst bevogtede personer – USA’s præsident, lykkedes det alligevel samme præsident at forsvinde. En internetvirus truer med at sende USA tilbage til stenalderen, og landets bedste IT-eksperter indkaldes til at redde landet fra katastrofen.

“Præsidenten er forsvundet” er lidt en rodet affære. Bogen er udmærket skrevet, ikke blændende godt, men det kunne have været værre. Isoleret set er plottet godt tænkt, og selve cybertruslen er slet ikke usandsynlig – i modsætning til resten af bogen. Nogle gange er den for forsigtig, som om man for alt i verden ikke vil træde nogen over tæerne, f.eks. når en terroristgruppe af mellemøstlig herkomst på ingen måde er religiøse. Andre gange trædes der med stor vellyst på interne tæer, for selv om Donald Trump aldrig nævnes ved navn, kommer der sarkastiske hentydninger til hans gøren og laden, som man skal være mere end almindeligt svagtseende for ikke at opdage.

Det der fik min kvalmemåler helt op at ringe, var måden præsidenten blev skildret på. Det er så ærkeamerikansk, at det bare bliver for vammelt. Han er naturligvis en flot mand og selvfølgelig også tidligere krigshelt. Hans kone, som han elskede over alt på jorden, er for nylig død af kræft, og han selv lider af en grim blodsygdom. I modsætning til alle andre ledere i USA, kongressen, senatorer m.m., er han troværdig og pålidelig i en grad så man får mistanke om at han enten må være fra en anden planet, eller på en eller anden måde have gudestatus. Menneskelig er han i hvert fald ikke. Og der hvor alle USA’s skarpeste IT-hjerner bliver mere og mere gråhårede for at løse problemet med cybertruslen, er det, naturligvis, denne overmenneskelige, og på ingen måde IT-kyndige præsident, der finder de vises sten. At forfatterne dermed kommer til at sige en hel del om niveauet for IT-kundskab blandt amerikanske fagfolk i øvrigt, har de nok ikke overvejet. Bogen slutter med en meget lang tale til kongressen, der intet har med bogens øvrige handling at gøre.

“Præsidenten er forsvundet” er middelmådig underholdning, centreret omkring typisk amerikansk selvforherligelse uden antydning af selvindsigt og jordborbindelse. Bogen er spændende, men virkelig bare for meget på alle punkter. Og mon ikke man i Hollywood overvejer igen-igen-igen at filmatisere endnu en film om endnu en amerikansk præsident der styrer, og redder, hele verden?

Lån bogen på Bibliotek.dk