Pompeji af Robert Harris

Robert Harris er en forfatter, jeg bliver ved med at vende tilbage til. Hans romaner har ofte et autentisk og historisk islæt, om det så omhandler Rusland (i ‘Arkhangelsk’), det antikke Rom i Cicero bøgerne eller som i ‘Pompeji’, hvor livet i og omkring den begravede by bliver skildret med vanlig og sikker hånd.

Handlingen kredser naturligvis om det katastrofale vulkanudbrud i 79 e.Kr. Attilius er udsendt af Rom som aquarius, en ingeniørstilling, der varetog opsynet med vandtilførslen i de fantastiske akvædukter. Vandet tørrer pludselig ud i flere byer i Napolibugten, og Attilius’ job er at finde ud af, hvad der er sket. Han opdager snart, at der er noget unaturligt i gære, der er mange underlige varsler, fisk der dør, lugten af svovl og mystiske rystelser i jorden. Alt sammen synes at pege mod bjerget, Vesuv. Man vidste nemlig ikke, at Vesuv var en vulkan….

Bogen er en lille perle der støt og roligt bevæger sig fremad. Det er en af Harris’ forcer; hans bøger foregår sjældent i hæsblæsende tempo, men man bliver langsomt ført ind i en fascinerende historie med en af verdenshistoriens største katastrofer som kulisse. Han lader sin hovedperson møde Plinius, en admiral der residerede i Misenium, der udover sit militærerhverv også havde skrevet mange bøger. Hans skildring af Vesuvs udbrud har været et vigtigt vidnesbyrd for eftertidens fagbøger om vulkaner, og samtidig også for Harris’ bog.

Jeg må også påpege, at Harris ikke falder for fristelsen for at beskrive de uendelige lidelser, som indbyggerne måtte gennemleve i de dage udbruddet varede. Faktisk fylder selve udbruddet ikke specielt meget af bogen, der i stedet kredser om Attilius’ kamp for vandet, for retfærdighed og for sin spirende kærlighed til en rigmands datter.

“Pompeji” er en spændingsbog på højt plan, der bør appellere til historisk interesserede læsere. Det er anden gang jeg læser den, og sikkert ikke sidste gang….

 
Lån bogen på Bibliotek.dk