Pillerne får mors øjne til at nærme sig gulvet af Nicklas Buch

Nicklas Buchs debutroman ’Pillerne får mors øjne til at nærme sig gulvet’ er til dels selvbiografisk. Det er fortællingen om Nicklas’ opvækst dels hos en mor med alvorlige misbrugsproblemer, dels hos oldeforældrene. Hvordan finder man sig til rette og prøver at have en almindelig ungdom, når der ikke er noget almindeligt ved den måde, ens familie er skruet sammen på?

Romanen fortælles i tre spor: Første spor er historier fra Nicklas’ stille og ordentlige opvækst hos oldeforældrene. Her er han i pleje, mens hans mor tager de stoffer, hun synes, hun har brug for. Så får vi uddrag fra moderens dagbog, og endelig følger vi Nicklas’ teenageliv, med de udfordringer alle teenagere har og dem, der er helt unikke for Nicklas. Nicklas er konstant er på vagt i forhold til sin misbrugermor. Mere eller mindre bevidst afsøger han hendes mimik for at se, om hun har taget stoffer: Hænger hendes ansigt? Hvordan ser hendes øjne ud? Bevæger hun sig anderledes?  Det mistroiske smitter læseren, der til fulde forstår, at konsekvenserne af at vokse op i et utrygt miljø, hvor man ikke kan stole på sin mor, efterlader et barn i en konstant stresstilstand.

Romanen er udpræget ung af hjerte. Den er umiddelbar og ligefrem, og Nicklas er et ungt menneske med al den uro, indre pres og ret dårlig opførsel, det medfører. Den urimelige og sårede teenager tør, belært af erfaring, ikke tro på, at moderen er clean. Håbet er imidlertid svært at holde nede, og læserens hjerte går lidt i stykker for dette barn, der har lært at have mistro til håb, og som alt for godt ved, hvor smertefuldt det er ikke at turde elske de mennesker, vi elsker under alle omstændigheder.

Jeg havde gerne set, at forlaget tydeligt havde kategoriseret ’Pillerne får mors øjne til at nærme sig gulvet’ som ungdomsroman. Jeg ville have læst den med andre øjne – og dermed mere på dens egne principper.

Det er en nødvendig bog for andre børn af misbrugere og en god dokumentation af det ubønhørlige og konstante pres, der ligger under et barn/ungt menneske, der på grund af bitter erfaring ikke længere tør stole på sin forælder.

Som meget voksen læser, synes jeg, romanen kunne have godt af den tyngde, som ting kan få, når der er kommet afstand til hændelserne. Når det er sagt, skriver Nicklas Buch godt, og jeg glæder mig til at læse hans beskrivelser af sin opvækst fremover, for lur mig om der ikke kommer mere.

ANMELDEREKSEMPLAR FRA FORLAGET

Lån bogen på biblioteket