319
2019
978-87-400-5369-2
1.
Sara Blædel er en af Danmarks mest populære krimiforfattere – jeg har ikke tidligere læst nogen af hendes bøger, så nysgerrig efter om hun også kunne fange mig, gik jeg i gang med hendes nyeste bog, ’Pigen under træet’. Det er letfordøjeligt stof, man præsenteres for, og det er måske forklaringen på populariteten.
I 1995 forsvandt Susan, som var på lejrskole på Bornholm. Først nu bliver hendes lig fundet, Susan har ligget indespærret i en klippehule bag et væltet træ i over 20 år.
I nutiden har Louise Richs bror Mikkel forsøgt selvmord – hans kone Trine har forladt ham for anden gang, og han er slået helt ud og vil ikke leve mere. Louise har orlov fra sit job og er på jordomrejse, men afbryder turen og haster hjem. Snart viser det sig, at Trine måske ikke har forladt Mikkel – men i virkeligheden er forsvundet. Og Mikkel bliver mistænkt for at stå bag. Louise kan naturligvis ikke undlade at blande sig i efterforskningen, selv om det er underligt for hende at være på den mistænktes side.
Trine, Pia og Nina gik i klasse med Susan, og var med på Bornholm i 1995– og det viser sig snart, at deres forklaringer fra dengang måske ikke var helt sande. Mona, klassens lidt underlige pige, blev ikke anset for et helt troværdigt vidne.
Det er en traditionelt opbygget krimi, hvor der er flashbacks tilbage til 1995 og en nutidig handling med relation til det, der skete dengang.
Bogen er meget enkelt opbygget både når det gælder sprog og handling. Persongalleriet er lille, og det er nemt at overskue både bogens karakterer og hændelsesforløbet. Meget let læst – og ikke helt spændende nok til en garvet krimilæser som mig. Jeg synes den kørte lidt i tomgang, og på intet tidspunkt sad jeg ude på kanten af stolen.
Bogen er nummer ti i en serie med Louise Rich som hovedperson. Det skal ikke afholde nogen fra at læse den – jeg havde som nævnt ikke læst de første 9 bøger i serien, og kunne uden besvær hoppe ind her. Formentlig ville det have givet lidt mere dybde til personerne, hvis alle bøgerne var læst.