Pigen i verden af Katrin Ottarsdóttir

Tidligere i år læste og anmeldte jeg bogen Sommeren varer ikke hele året længere – jeg erfarede efterfølgende, at bogen var nr. 2 i en serie, som starter med bogen ‘Pigen i verden’. Den blev jeg nødt til at læse, og den er lige så fantastisk som ‘Sommeren varer ikke hele året længere’

Her følger vi igen pigen uden navn, hun er i denne bog kun 11 år, og vi møder hende i bussen, som hedder ‘Stubbekøbing’, ført af den flinke buschauffør, som pigen er tryg ved. Hun er på vej fra sit hjem i Tórshavn til mormor, morfar, tante og den voksne moster, som bor i en bygd på en af de mindre øer.

Her ser vi livet fra en stille, genert 11-årig piges synsvinkel. Hun er utroligt god til at observere og aflæse følelser og stemninger – noget, hun har lært sig for at overleve i hjemmet med den psykisk syge mor, som beskrevet i ‘Sommeren varer ikke hele året længere‘. Nu er hun på ferie og kan slappe af og være barn – selv om heller ikke denne del af familien er helt almindelig. Alt er bedre end hjemme – her får hun omsorg og mærker kærligheden fra de voksne. Der er mange hyggestunder med kortspil, te og småkager og gode grin.

Men der er også mange konflikter og uforløst kærlighed i familien, og en del seksuelle hentydninger. Morfar har et hidsigt temperament, og slår sin voksne datter, når hun ikke makker ret. Morfar og tante elsker hinanden, og pigen ser dem på et tidspunkt i en øm situation – men morfar er degn og skolelærer og kan ikke gå fra mormor. Moster, smukke moster som ligner en filmstjerne, tager til Tórshavn og besøger en ældre onkel – og kommer hjem med gaver, tøj og parfumer, som lægges uåbnet i skufferne. Pigens spirende fornemmelse for det seksuelle viser sig ved, at hun godt kan lide at ligge med bar numse i det bløde mos – hun er godt klar over, at det er ‘forbudt’ og vil ikke tages i det. Og så er der morfar – er han måske pædofil? Man får en fornemmelse af, at han måske har misbrugt sine egne døtre.

Man får også god en fornemmelse af forskellen på at bo i en bygd og i Tórshavn – eller København. Ud over familien er der herlige beskrivelser af folk i lokalsamfundet, Telefonmanden og Torskehovedmanden f.eks., og så er der præsten, hvis kone er en fin dame, der er flyttet tilbage til København.  ‘Stakkels smukke præstefrue. Det er synd for hede, at hun skal have asfalt i blodet. Hvordan er det mon kommet ind i hendes blod? Måske fordi hun har pillet for meget tyggegummi op fra de københavnske gader? Hun lover sig selv, at hun aldrig mere vil samle brugt tyggegumme op fra asfalten i Tórshavn.’

Pigen er en alvorlig, tænksom, rolig og genert pige, som kan gå i et med tapetet, hun kan sidde stille i timevis og se morfar og Telefonmanden spille skak og ryge cigarer, selv om det er utrolig kedeligt. Hun spørger ikke om alle de ting hun opsnapper, men ikke forstår, men danner sine egne billeder.  ‘Morfar siger, cigarerne er fra Cuba. Hun ved, at der ikke er nogen butik her i bygden, der hedder Cuba. Måske er de købt i Tórshavn.’
Fordi hun kan gøre sig ‘usynlig’ hører hun meget, som det ikke var meningen, hun skulle høre.

Hun trives bedst i sit eget selskab, har meget svært ved at lege med andre børn, og oplever et par gange at blive efterladt, ladt i stikken, når hun forsøger. Hendes hjerte banker for dem, der er anderledes, og hun forestiller sig, at hun som voksen vil hjælpe alle dem, der har det svært.

Jeg kan varmt anbefale denne bog, og selvfølgelig også efterfølgeren. For mig gjorde det ikke noget, at de blev læst i ‘den forkerte rækkefølge’, jeg havde nok en større forståelse for den 11-årige pige, som vi møder som 16-årig i den næste bog, fordi jeg kendte de forhold hun lever under derhjemme. Bogen er ikke tung læsning som efterfølgeren, fordi pigen trods de lidt specielle forhold er glad for at være på ferie, hvor hun føler sig elsket. Der er mange humoristiske scener i bogen, når den 11-årige tager ting meget bogstaveligt og ser det for sig, som i eksemplerne ovenfor.

lån bogen på biblioteket