234
2002
87-90799-32-1
Girl with a pearl earring
1.udgave
Har du tidligere kigget på Johannes Vermeers kendte maleri, “Pige med perleørering”, og tænkt på, hvem pigen med de smukke øreringe og det tildækkede hår er? Forfatteren Tracy Chevalier har tilsyneladende, for med denne bog har hun gættet på, hvordan Vermeers maleri er blevet til, og det er der kommet en flot roman ud af.
Året er 1664 i den hollandske by Delft, og den fattige, 16-årige Griet ansættes som tjenestepige hos maleren Vermeer for at være en økonomisk hjælp for sin egen familie. Ud over at hjælpe til med mad, indkøb, vasketøj og lignende får hun også det mere vigtige job at gøre rent i malerens atelier. Det er hårdt for Griet at være tjenestepige, især fordi hun på grund af sin nye stilling i huset er nederst i hierarkiet. Hun finder dog trøst i arbejdet hos maleren, og de får snart udviklet et tæt samarbejde i atelieret, hvor hun er ham til stor hjælp. Malerens kone, Catharina, er på alle områder en jaloux dame, og derfor må hun intet kende til samarbejdet. Tingene bliver værre, da den rige van Ruijven betages af Griets udseende og kræver et maleri af hende.
“Pige med perleørering” er på mange måder en god læseoplevelse; selv om bogen egentlig ikke er spændende, bliver man alligevel fanget af den – formentlig på grund af stemningen. Beskrivelsen af datidens Holland er yderst interessant og lyder meget troværdig, og selve plottet med den unge, fattige Griet er særdeles enestående.
Inden for sin genre er Tracy Chevaliers “Pige med perleørering” en sand perle.