2007
1998
87-595-1143-5
Peter Pan and Wendy
2. udgave
Peter og Ønskeøen forsvinder aldrig – man vælger selv om man vil have at de er der. Og det er nu dejligt at kunne smutte forbi engang imellem.
Alle ved hvem Peter Pan er, og for de flestes vedkommende er det Disneys fortjeneste. Hvilket er en skam, da det jo slet ikke er den rigtige Peter Pan man så har stiftet bekendtskab med. Disney har været tro mod selve fortællingens forløb, men selve tonen i historien er markant anderledes i den oprindelige roman.
Den originale Peter Pan, og Ønskeøen som univers, er et par hjerteløse størrelser hvor et eventyrlystent barn risikerer at blive grueligt svigtet af førstnævnte, eller ganske enkelt slået ihjel af de farer der lurer på sidstnævnte.
Barries historie om drengen der aldrig bliver voksen er ligeså magisk og eventyrlig som Disneys’, men langt mere uforudsigelig og grum. Peter er til tider ganske usympatisk, mest pågrund af hans ulideligt store ego, og piraterne og indianerne på Ønskeøen er direkte uhyggelige i deres vildskab og blodtørst. Netop derfor er originalen så appellerende, alting er lidt farligt og mærkeligt, og dermed også langt mere spændende. Det er en pudsig roman, boblende fuld af irrationalitet, fortalt med en indre, barnlig logik i stil med Lewis Carrols ”Alice i Eventyrland”.
Har man et lille håb om, at man i virkeligheden aldrig bliver uigenkaldeligt voksen, er der megen glæde at hente i ”Peter Pan og Wendy”. Lidt ligesom at få lov til at lege, selvom man egentlig skulle have lavet sine lektier.