180
1973
8700432415
Pan
5. Bekkasinbogsoplag
Min far satte mig fornylig i gang med at læse Knut Hamsun. Jeg valgte ‘Pan’ efter at have læst hans lille perle af en erindringsbog, ‘Paa gjengrodde stier’. Jeg har inden forsøgt at læse om hans forfatterskab og hans betydning, og det er jo ikke småting han bliver krediteret for. Hemingway har udtalt, at Hamsun har lært ham at skrive og Einstein anså ham for at være et af tidens største mennesker.
‘Pan’ foregår i det nordlige Norge i 1855. En løjtnant er fortælleren i det meste af historien. Han lever afsondret i en hytte i skoven og bruger tiden på at nyde naturen, gå på jagt og fiskeri og lever det stille liv i pagt med naturen. Men i den nærliggende landsby får han kontakt med Edvarda, som han bliver forelsket i. Det skal dog vise sig, at hun også har andre bejlere og skinsygen bryder hurtigt frem.
Når man er vant til at læse krimi og thrillers, så skal man lige tage sig lidt sammen for at falde for denne fortælling, jeg skal vel nærmest lære at læse Hamsun. I det store perspektiv er det en perle, som jeg i første omgang ikke kan få øje på, men historien har alligevel gjort indtryk, for der er så mange mærkelige episoder i bogen, at man ikke lige kan ryste den af sig. Hovedpersonen opfører sig som en fjern slægtning til Dostojevskijs ‘Idioten’, med sin ind imellem akavede og utilstedelige opførsel, som f.eks. da han tager Edvardas sko og kyler den langt ud i søen på en bådtur, i ren frustration over hendes afvisende opførsel.
Det der dog gør størst indtryk på mig, er beskrivelsen af naturen og hovedpersonens nærmest symbiotiske forhold til den. På en af sine ture gennem skoven tager han en rådden kvist op og får medynk med dens fattige bark, og ligger den ligeså stille ned igen, inden han forlader den med tårer i øjnene. På samme tid meget romantisk og melankolsk skrevet, idet han også tænker på sine egne ting, og er meget taknemmelig for sit liv. Absolut litteratur i høj klasse og en genlæsning om føje tid vil sikkert overbevise mig om, at Hamsun var en ener. Den største gevinst er dog, at jeg får lyst til at læse mere af Hamsun!