Påskebordet af Siegfried Lenz

“Alec Puch bor med sine tre sønner af forskellig oprindelse på en gammel slæbebåd, som mest af alt minder om en sort træsko fuld af lopper. Han beslutter sig for at invitere til påskefrokost om bord på båden, men de har hverken vådt eller tørt at byde gæsterne, så han tager sine tre sønner med på markedet, hvor familien under faderens kyndige opsyn stjæler både fisk, kød og vin. De fleste af byens borgere er forhindret i at komme. Kun tre gæster, fiskekonen, slagteren og værtshusejeren, som de har bestjålet, dukker op.”

Overstående er forlaget Hovedlands egen omtale af Siegfried Lenz’ lille, illustrerede fortælling “Påskebordet”, der oprindeligt udkom i 1955. Og den er fuldt ud fyldestgørende.

Hvad skal man så mene om de 44 sider, hvoraf størstedelen består af Jacky Gleichs “rustikke illustrationer”? Tja, personligt fatter jeg ikke et suk af de professionelle anmelderes overgivne jubel.

Selve historien er som et halvfærdigt eventyr, men er aldeles blottet for den suspense og de mageløse karakterer, man finder hos både Brødrene Grimm og H.C. Andersen. Tonen er drivende ironisk og med en velvoksen ræv bag ret – bogen er faktisk flot skrevet – men målgruppen forekommer helt ude af fokus: Børn vil ikke forstå de sproglige finurligheder, voksne bliver næppe grebet af plottet, de udmærkede illustrationer planter sig solidt mellem de samme to stole.

Kejserens nye klæder? Døm selv. “Påskebordet” tager højst 10 minutter at læse.

Lån bogen på bibliotek.dk