Orlando af Virginia Woolf

“Den primitive kraft var alt. Blomster blomstrede og blomstrede af. Solen stod op og gik ned. Elskeren elskede og gik.”

“Orlando” er en dejlig bog. Både emne, stil og legen med genrer er en demonstration af en imponerende dristighed. Orlando fødes som dreng i midten af 1500-tallet i en gammel adelig slægt. Igennem hans liv, som strækker sig over 300 år og et kønsskifte, følger vi tidsåndens skiften. Intet er rigtigt som man forventer. Forandring i vejret beskriver skiftende epoker. Det er en gammel skrivestil, men den bruges imidlertid på en højst utraditionel facon. Fortælleren fortaber sig konstant i mere eller mindre uvedkommende detaljer, og en forklaring på Orlandos lange levealder får man lov at vente længe på. Men i guder hvor er man godt underholdt i denne strittende og jappende fortælling.

“Orlando” er tilsyneladende en biografi, men da biografens genstand lever i flere hundrede år og desuden præsterer et uforklarligt kønsskifte, er påstanden om, at dette handler om en virkelig person ikke særlig troværdig. Fortælleren, eller biografen, er snakkende og digtende i hidtil uset grad i biografisammenhæng. Samme fortæller gør flere gange en dyd ud af at understrege, at man jo ikke digter, så ville man jo være ved at skrive en roman. Ja det.. Fortælleren glemmer jævnligt sit fokus og keder sig decideret, når Orlandos liv i perioder står stille. Det snaksaglige gør bogen vanskelig at læse med horribelt lange indskudte sætninger. Fortællerens til tider rigelige kommentarer er så langt ude, at det er komisk. F.eks. her i en lille del af beskrivelsen af 1500-tallets vilkår kontra nutidens:

“Solnedgangene var rødere og heftigere, daggryet hvidere og mere morgenligt. De kendte ikke tusmørkets halvlys og den tøvende skumring. Regnen faldt i floder eller slet ikke.”

Så kan man lære det..

Lån bogen på Bibliotek.dk