Ondt blod af Emelie Schepp

Kvinden sidder bundet fast til en lænestol. Begge hendes hænder ligger på gulvet, savet af, hun er langsomt ved at forbløde. En eller anden har villet hende det rigtig ondt.

Ambulanceredder Philip Engström mister kvinden på vej til hospitalet. Har han begået en brøler, eller er der mon fejl på udstyret? Han ved det ikke, for han er hele tiden så forbandet træt, må konstant tage flere piller for at klare det.

Fra hospitalet flygter den morderiske narkoforbryder Danilo Peña, der ellers har ligget i koma i ugevis. Hans flugt udvikler sig til et mareridt for den kølige anklager Jana Berzelius, som har en grum fortid til fælles med Danilo.

Engang var Jana og Danilo barnesoldater og blev smuglet til Sverige i en container. I dag er han gangster, hun er anklager, begge har ar på krop og sjæl, begge er toptrænede dræbere.

Janas humør bliver ikke bedre af, at hendes aldrende plejemor pludselig dør. Tilsyneladende af hjertestop.

“Ondt blod” er tredje bind i Emelie Schepps storsælgende krimiserie om Jana Berzelius og de to umage kriminalefterforskere, den vulgære Mia Bolander og familiefaren Henrik Levin. Bogen starter præcis, hvor forgængeren “Hvide spor” slutter, men kan sagtens læses selvstændigt.

“Ondt blod” er en mere regelret krimi end “Hvide spor”. Efter kvinden med de afhuggede hænder følger flere lignende mord, og politiet – og læseren – skal nu prøve at regne ud, hvem den modbydelige morder er. Klassisk whodunnit.

Sideløbende kører dramaet med Jana og Danilo, hvor blodet også ender med at flyde lystigt. Og for at det ikke skal være løgn bliver vi præsenteret for en historie – skrevet i jeg-form og kursiv – om en person med en meget betændt opvækst.

Der er mange bolde i luften i “Ondt blod”, men Emelie Schepp formår ubesværet at holde dem flyvende. Det er ikke stor kunst, det er heller ikke videre sandsynligt, men det er enormt spændende, siderne vender sig selv, slutningen er nærmest åndeløs. Hvad mere kan man egentlig forlange af en krimi?

Lån bogen på Bibliotek.dk