Om hundrede år af Anna Elisabeth Jessen
416
2019
978 87 638 5855 7
1. udgave
Det er en usædvanligt flot debut, den prisbelønnede journalist Anna Elisabeth Jessen præsterer med familiekrøniken ”Om hundrede år”. Romanen bygger delvis på personer og livshistorier fra forfatterens egen slægt og opleves som autentisk i en grad, der virkelig fængsler læseren.
Omdrejningspunktet er en gård beliggende i det nuværende Sønderjylland. Men dengang i 1914, da Første Verdenskrig brød ud, var landsdelen stadig under tysk flag. Modstræbende må kække, unge Hans, der står til at arve slægtsgården, springe soldat for tyskerne og kæmpe i de berygtede skyttegrave. Familien ser ham aldrig igen.
Hans søster Helene overtager sammen med sin Marius Eriksen gården, og de får fem levendefødte børn, som bliver bogens egentlige hovedpersoner. Vi følger Åge, Hans, Johanne, Marie og Niels Frederik fra vugge til grav og oplever et omskifteligt århundrede gennem deres undrende øjne.
To verdenskrige. Det elektriske lys. Telefonen. Rindende varmt og koldt vand. Skrivemaskinen. Den første bil. Det første tv-apparat. Udlandsrejser med Tjæreborgpræsten. Mad i overflod. Computeren. Mobiltelefonen.
Niels Frederik bliver modstandsmand under Anden Verdenskrig, men begår et helt personligt mord, som skal plage ham resten af livet. Hvad han ikke ved, er, at der allerede mange år før er begået et andet drab på gården. Begge gange er der kvinder involveret, og begge kvinder får mén af oplevelserne.
Dette er blot to af brikkerne i ”Om hundrede år”, et puslespil med præcis 100 brikker, som Anne Elisabeth Jessen møjsommeligt har skabt fra grunden og lægger, så det store billede tegner sig klarere og klarere, efterhånden som brikkerne falder på plads. Hvert kapitel springer nemlig et år frem i tiden – fra 1914 til 2014 – og perspektivet skifter fra person til person.
Det kan måske lyde som en skematisk og afsnuppet afvikling, men tværtimod formår forfatteren at levere en smidig, tempofyldt beretning, hvor man som læser aldrig går glip af noget, men heller ikke fortaber sig i alle de ligegyldige detaljer, som genren ellers er karakteriseret ved.
Jeg kommer til at savne hunden RAF, opkaldt efter det britiske luftvåben af de dansksindede sønderjyder, som bilder tyskerne ind, at RAF er navnet på en egyptisk gud. Men endnu mere vil jeg længes tilbage til de vemodige stunder, hvor bogens såre menneskelige hovedpersoner hver især er blevet gamle og nu er ved at tage afsked med et langt liv.
